“Paven er den eneste stemme mod oprustningens vanvid”

Fabio Colagrande - Vatikanstaten Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

I et interview med Vatikanets medier forklarer forfatteren Susanna Tamaro sin uro over det nye kapløb om at opruste Europa. Hun henviser til pave Leos ord om fred og anser dem for “den eneste fornuftige tale” i et klima, der domineres af tavshed og økonomiske interesser. Tamaro udtrykker bekymring over “fortielsen” af, hvad paven har at sige om disse temaer og opfordrer til at genopfriske erindringen om krigene i 1900-tallet – især for at forme nye generationer som ikke kender til krigens “galskab”.

Begyndelsen på det nye år 2026 er klart alarmerende; det nye våbenkapløb i Europa. Pave Leos ord i Budskab til verdensfredsdagen gav omgående genklang i Susanna Tamaros leder den 29. december i dagbladet Corriere della Sera. I et interview givet til Vatikanets medier forklarer hun, hvordan denne tekst blev affødt af hendes egen uro over den manglende stillingtagen til en international kontekst, der ser ud til at bevæge sig i retning af en sygelig trang til at føre krig. Interviewet bliver på den måde en anledning til at reflektere over mindet om 1900-tallets krige, om fredens værdi og dialogens rolle i forebyggelse af konflikter.

Uro over for krigsgalskab

Tamaro fortæller, at hendes indlæg er affødt af en “uro” over for en “krigsgalskab”, der ledsages af en “næsten total stilhed, et fravær af stillingtagen og dybe refleksioner”. Pavens ord forekom hende at være “den rigtige måde at tale om krig på” ,og billedet af en ung, ungarsk kvinde fundet på en mark nær Orvieto efter Anden verdenskrig fik hende til at reflektere over, hvordan krig er “en ødelæggelse af genealogierne” som ødelægger det menneskelige, “ikke for én generation, men for mange” og efterlader “evige sår”.

For forfatteren er krig aldrig en abstrakt ting: “den er ikke et videospil”, men en realitet, der “ødelægger alt”. I dag – i atomvåbnenes og de avancerede teknologiers æra ville en konflikt – forklarer hun – medføre “en total ødelæggelse af naturen og alt”, og at tale om hære og tanks forekommer næsten “barnligt”. At vende tilbage til at reflektere over dens virkelige rækkevidde betyder i følge Tamaro at forstå dens reelle, antropologiske og moralske rækkevidde.  

Mindet, forsøget på at bringe paven til tavshed og ansvar

Forfatteren understreger, hvordan man i dag er ved at “glemme historien og mindet”. Hun foreslår at vise unge mennesker monumenterne for de faldne og lade dem rekonstruere historierne om dem, der døde i krigen og er begravede dér; for “dét er den sande modgift mod enhver form for krigsgalskab”. Millionerne af døde i 1900-tallet virker i dag ikke til at forskrække de politiske beslutningstagere, for hvem – og det gælder måske til hver en tid -“mennesker aldrig havde den store betydning”. På grund af dette haster det med at tale om “principper”, mennesket og “livets hellighed”.

Hvad angår den europæiske genoprustning, sætter forfatteren fokus på pave Leos isolation og siger, at han “udtaler sig så meget”, fordi han viser, hvordan det at tale imod det aktuelle kapløb om militærinvesteringer er blevet “et tabu”. Den såkaldte “fortielse” af Leo XIV, når han udtrykker sig om disse temaer, er slående, fordi paven forekommer at være “den eneste stemme, der på fornuftig vis gør indsigelse” i en kontekst, der synes at være “et galskabens delirium”. Krig anses fortsat for en løsning på grund af “enorme, økonomiske interesser”, mens fred ikke skaber udsigt til de samme profitter, og derfor er det nødvendigt at sætte “mennesket, forhandlingerne, diplomatiet” i centrum,

De nye generationer og de intellektuelles rolle

Tamaro udtrykker stor bekymring for de nye generationer, der voksede op mellem “krigsspil på videoen”. Hun fortæller om nevøens vantro over for ideen om værnepligt, understreger, at de unge i dag ikke kender “skyttegravenes, granaternes, de sprængte kroppes realitet”. Af den grund - sagde hun- er det ud over at demonstrere for fred nødvendigt at føre dem hen til mindestederne, krigskirkegårdene, hvor der hviler så mange unge 19-årige drenge, deres jævnaldrende, der døde “på grund af denne absolutte galskab”.

Til sidst appellerer forfatteren til de intellektuelles og katolikkernes ansvarlighed. De er kaldede til at udbrede en kritisk tankegang for at danne kontrast til at vold bliver en vane. Den, der har mulighed for at udtrykke sig, kommenterer hun, har “pligten til at gøre det, for krigsspillet spredes alt for meget” og katolikkerne især bør tro på en verden, der bevæger sig fremad “med dialogen, mødet og evnen til at styre konfliktmulighederne uden at gribe til valg, der medfører døden”. I en tid, der risikerer at miste hukommelse og værdier, blandes deres stemme med pavens, når man beder Europa om ikke at glemme sin egen historie.