Dansk

BUDSKAB FRA HANS HELLIGHED LEO XIV TIL DEN 59 VERDENSFREDSDAG

Fred være med jer alle - På vej mod en ubevæbnet og afvæbnende fred

«Fred være med dig! »

Denne ældgamle hilsen, der endnu i dag er daglig skik i mange kulturer, blev påskedag om aftenen fyldt med ny kraft gennem den opstandne Jesus. «Fred være med jer» (Joh 20,19.21) lyder hans budskab, der ikke blot udtrykker et ønske, men i dem, der tager imod det og dermed i hele den virkelige verden skaber en forandring, der varer ved. Derfor giver apostlenes efterfølgere over hele verden stemme til denne ganske stille revolution: “Fred være med jer!” Lige fra den aften, jeg blev valgt til biskop af Rom, har jeg villet føje min hilsen ind i denne fælles bekendelse. Og jeg ønsker at gentage det: dette er Kristi, den Opstandnes, fred, en ubevæbnet fred og en afvæbnende fred, ydmyg og vedholdende. Den kommer fra Gud, Gud der elsker os alle betingelsesløst ». [1]

Kristi, Den Opstandnes, fred

Han, den gode hyrde, giver sit liv for sin hjord og har mange får på den anden side af indhegningen (jvf. Joh 10,11.16). Kristus – vor fred - har besejret døden og revet murene mellem mennesker ned (jvf. Ef 2,14. Hans tilstedeværelse, hans gave, hans sejr afspejles i mange vidners vedholdenhed. Gennem disse vidner fortsætter Guds værk i verden, hvor det bliver endnu mere tydeligt og står lysende klart i tidernes mørke.

Kontrasten mellem mørke og lys er nemlig ikke blot et bibelsk billede, der skal tjene til at beskrive de fødselsveer, en ny verden bliver til gennem – det er en erfaring, der gennemtrænger os og ryster os i de prøvelser, som vi møder i historiske omstændigheder, vi lever under. Og dog er synet af lys og troen på det nødvendig for ikke at synke dybt ned i mørket. Det drejer sig om en fordring, som Jesu disciple er kaldede til at erfare på en unik og privilegeret måde, men som ad mange veje forstår at bane sig vej i ethvert menneskes hjerte. Freden eksisterer, den vil bo i os, den har den blide kraft til at oplyse og udvide forstanden, den modstår vold og overvinder den. Freden har det eviges åndedræt: Mens man råber «Det er nok! » til det onde, hvisker man «for altid! » til freden. Denne horisont har den Opstandne åbnet for os. Med denne forudanelse lever fredsstifterne, der i det drama, pave Frans definerede som “brudstykker af Den tredje Verdenskrig” endnu en gang – som nattevægtere, der gør modstand mod at blive smittet af mørket.

Det modsatte – det vil sige at glemme lyset - er desværre muligt: man mister så forbindelsen til virkeligheden og giver efter for en brudstykkeagtig og forvrænget fremstilling af verden i mørkets og angstens tegn. Der er ikke så få i dag, som kalder fortællinger uden håb for realistiske, fortællinger, der er blinde for andres skønhed og som glemmer den Guds nåde, der altid arbejder i menneskenes hjerter, hvor sårede de end er af synden. Den hellige Augustin opfordrede de kristne til at slutte et uopløseligt venskab med freden, for at de ved at bevare den inderst inde kunne udstråle dens skinnende varme omkring sig. Han skrev sådan til sin menighed: «Hvis I vil føre andre til fred, så må I først have den selv og stå fast i den. For at opflamme andre med den, må hans lys brænde i jer» [2]

Hvad enten vi har troens gave eller synes ikke at have den så lad os, kære brødre og søstre, åbne os for freden! Lad os tage imod den og lad os anerkende den fremfor at anse den for at være fjern og umulig at opnå. Mere end et mål er freden et nærvær og en vandring. Selv om den møder modstand både indeni og uden for os som en lille flamme, der trues af uvejret, så lad os passe på den uden at glemme navnene og historierne på dem, der har vidnet for os om den. Den er et princip, der leder og bestemmer vores valg. Også dér, hvor der kun er ruiner tilbage og dér, hvor desperationen synes uundgåelig, finder vi netop i dag dem, der ikke har glemt freden. Som den aften Jesus kom ind dér, hvor disciplene befandt sig, bange og modløse, sådan fortsætter den Opstandnes fred med at gå gennem døre og forbi barrierer med sine vidners stemmer og ansigter. Det er den gave, der gør det muligt for os ikke at glemme det gode, at anerkende det som sejrherre, endnu en gang at beslutte os for det sammen.

En fred uden våben

Før han blev taget til fange, sagde Jesus i et øjeblik af dyb tillid til dem, der var sammen med ham: « Fred efterlader jeg jer, jeg giver jer min fred. Jeg giver ikke som verden giver, jeg giver jer den». Og straks derefter tilføjede han: «Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” » (Joh 14,27). Forfærdelsen og frygten angik selvfølgelig netop den vold, der snart ville ramme ham. På det dybere plan skjuler evangelierne ikke, at det, der forfærdede disciplene, var hans svar, der udelukkede vold: en vej som alle – med Peter som den første – gik imod, men hvor hans Mester bad ham om efterfølgelse til det sidste. Jesu vej bliver ved med at være en grund til ængstelse og frygt. Og til den der gerne ville forsvare ham, gentager han fast besluttet: «Stik dit sværd i skeden » (Joh 1,11 jvf. Matt 26,52). Den Opstandnes fred er ubevæbnet, for hans kamp var uden våben under ganske bestemte historiske, politiske og sociale forhold. Denne nyhed må de kristne sammen blive profetiske vidner om i bevidstheden om de tragedier, som de alt for mange gange har gjort sig medskyldige i. Den store lignelse om verdensdommen inviterer alle kristne til i bevidstheden om dette at handle barmhjertigt (jvf. Matt 25,31-46). Og når de gør det, vil de befinde sig med brødre og søskende ved deres side, som ad forskellige veje har forstået at lytte til andres smerte og i deres indre har befriet sig fra voldens bedrag.

Skønt ikke så få mennesker i deres hjerter i dag er parate til fred, overvældes de dog over for begivenheder, hvor de er mere og mere usikre på udgangen, af en stor følelse af afmagt. Allerede den hellige Augustin henviste til et særligt paradoks: «Det er vanskeligere at prise freden end at besidde den. For hvis vi vil prise den, behøver vi evner, som vi måske mangler: vi leder efter de rette tanker og afvejer vores ord. Hvis vi derimod ønsker den, så har vi den og bevarer den uden nogen anstrengelse. ». [3]

Betragter vi freden som et fjernt ideal, ender vi med ikke at anse det for skandaløst, at den kan afslås, og at man endog går i krig for at nå frem til fred. Der synes at mangle de rette tanker, de velovervejede ord, evnen til at sige, at freden er nær. Hvis freden ikke er en levet virkelighed, som man skal værne om og kultivere, så breder aggressiviteten sig både i hjemmets og det offentlige liv. I forholdet mellem borgere og ledere kommer man til at anse det for at være en forsyndelse, hvis man ikke forbereder sig nok på krigen, på at reagere på andres angreb og på at kunne besvare voldelige overfald. Fjernt fra princippet om legitimt forsvar på det politiske plan er en sådan modsætningernes logik det mest aktuelle eksempel på den globale destabilisering, der dag for dag bliver mere og mere dramatisk og uforudsigelig. Det er ikke tilfældigt, at de gentagne krav om at øge militærudgifterne og de deraf følgende afgørelser af mange regeringer retfærdiggøres med andres farlighed. I de mellemfolkelige relationer inkarnerer potentialet for afskrækkelse og især atomar afskrækkelse faktisk et irrationelt element der ikke beror på ret, retfærdighed og tillid, men på angstens og magtens dominans. «Som konsekvens – som allerede den hellige Johannes XXIII skrev på sin tid – lever menneskene under mareridtet fra en orkan, der kunne bryde ud hvert øjeblik med en kraft, der overgår alt, hvad vi kan forestille os. Og det ikke uden grund, for våbnene er der. Og selvom det næsten ikke er til at tro, at der findes mennesker, der er i stand til at påtage sig ansvaret for de ødelæggelser og smerter, som en krig ville forårsage, er det ikke udelukket, at et uforudsigeligt og ukontrollabelt faktum kan få den gnist til at springe, der sætter krigsapparatet i gang». [4]

Alligevel steg militærudgifterne på verdensniveau i 2024 med 9,4% siden det forudgående år og bekræftede dermed den uafbrudte tendens i ti år. De når en værdi på tallet 2.718 milliarder dollars eller 2,5 % af hele verdens bruttonationalprodukt. [5] Yderligere synes man i dag -stillet over for de nye udfordringer- ikke blot at reagere med enorme, økonomiske anstrengelser på oprustningen, men også med en ny udformning af uddannelsespolitikken: i stedet for en erindringens kultur, der bevarer bevidstheden om problemerne og millionerne af ofre i det 20. århundrede, så promoverer man kampagner og uddannelsesprogrammer i skoler, på universiteter og i medier, som spreder opfattelsen af trusler og formidler en udelukkende militærisk forestilling om forsvar og sikkerhed.

Alligevel - ». den der virkelig elsker freden, elsker også fredens fjender». [6] Således anbefalede den hellige Augustin, at man ikke ødelagde mulighederne for at bygge bro og at man ikke stædigt holdt fast i bebrejdelser, men at man foretrak den lyttende holdning og så vidt muligt en vej, hvor man mødte andres argumenter. For 60 år siden sluttede Det andet Vatikankoncil i bevidstheden om, at det hastede med en dialog mellem kirken og samtiden. I særdeleshed var konstitutionen Gaudium et spes opmærksom på udviklingen af krigens praksis: « den karakteristiske risiko for den moderne krig består i den kendsgerning, at den for dem, der besidder de mest moderne, videnskabelige våben skaber anledningen til at begå sådanne forbrydelser og i en art ubønhørlig konsekvens deraf kan drive menneskenes vilje til de grusomste beslutninger. For at dette aldrig mere må ske i fremtiden, beder hele verdens samlede biskopper alle – særligt statslederne og de øverste militærmyndigheder- om til stadighed at ville være bevidste om det store ansvar, de bærer over for Gud og hele menneskeheden». [7]

Ved eftertrykkeligt at gentage koncilfædrenes appel og vurdere dialogens vej som den mest effektive på alle niveauer konstaterer vi, hvordan yderligere teknologisk fremgang og anvendelse af kunstig intelligens inden for det militære område har radikaliseret de væbnede konflikters tragiske karakter. Gradvist er der endog ved at aftegnes en proces, hvor de politiske og militære ledere frasiger sig deres ansvar med begrundelse i den voksende “uddelegering” til maskiner om at tage beslutninger vedrørende menneskers liv og død. Det er en hidtil eksempelløs ødelæggelsesspiral af den juridiske og filosofiske humanisme, enhver civilisation hviler på og beskyttes gennem. Det er nødvendigt at påpege de enorme koncentrationer af økonomiske og private, finansielle interesser, som tvinger staterne i denne retning; men det er ikke nok, hvis man ikke samtidigt støtter en samvittighedens og den kritiske tankes opvågnen. Encyklikaen Fratelli tutti præsenterer den hellige Frans af Assisi som et eksempel på en sådan opvågnen: “: «I denne verden så fuld af vagttårne og forsvarsmure levede byerne med blodige krige mellem mægtige familier, mens miserable områder voksede op i den udstødte periferi. Der fandt Frans inden i sig selv den sande fred; han befriede sig fra ethvert begær efter at dominere andre, han gjorde sig til en af de nederste og forsøgte at leve i harmoni med alle ». [8] Det er en historie, der vil leve videre i os og som beder om at forene anstrengelserne for i gensidighed at bidrage til en afvæbnende fred, en fred, der fødes ud af åbenheden og den evangeliske ydmyghed.

En afvæbnende fred

Godhed er afvæbnende. Måske er det derfor, Gud er blevet et barn. Inkarnationens mysterium, Guds nedstigning til dødsriget begynder i en ung mors skød og viser sig i krybben i Betlehem. “Fred på jorden” synger englene og forkynder nærværet af en Gud, der er forsvarsløs. Menneskene kan først vide sig elskede af ham, når de tager sig af ham. (Jvf. Luk 2,13-14). Intet er i stand til at ændre os så meget som et barn. Og måske er det netop tanken på vores børn, de små og også de skrøbelige, der gennemborer vores hjerte (jvf. ApG 2,37). De formår at sætte spørgsmålstegn ved den vej, vi som enkeltmennesker og som fællesskab er slået ind på. I den henseende skrev min ærværdige forgænger, at «den menneskelige skrøbelighed har magten til klarere at lade os erkende, hvad der varer ved og hvad der er forgængeligt, hvad der skænker liv og hvad der dræber. Måske tenderer vi af den grund så ofte til at benægte grænser og til at flygte fra skrøbelige og sårede personer: de har magten til at sætte den retning vi har valgt som enkeltpersoner og som fællesskaber til diskussion ». [9]

Johannes XXIII introducerede som den første perspektivet for en omfattende nedrustning, der kun kan stå sin prøve gennem hjertets og intelligensens omvendelse. Sådan skrev han i Pacem in terris « Det er nødvendigt at anerkende, at stop for oprustning med krig for øje, den effektive reduktion af den og dens eliminering er umulig eller næsten, hvis denne afsked med våbnene ikke er altomfattende og også omfatter sindelaget. Det vil sige, hvis ikke alle enigt og oprigtigt anstrenger sig for, at den angstfulde venten på en krig bandlyses fra hjerterne. Men dette forudsætter, at der i stedet for den herskende lov, som freden støtter sig på i dag, kommer en anden lov, hvor den sande fred mellem folkene ikke kan bestå fast og sikkert gennem ensartet militær oprustning, men kun gennem gensidig tillid. Vi har besluttet os for den opfattelse, at dette kan ske, da det drejer sig om en sag, der ikke bare dikteres af den sunde fornufts love, men også er højst ønskværdig og overmåde velsignelsesrig. » [10]

Det er en grundlæggende tjeneste, som religionerne må yde til fordel for den lidende menneskehed ved at våge over den voksende bestræbelse på at forvandle endog tanker og ord til våben. De store, åndelige traditioner som den rette brug af fornuften får os til at gå udover blodets bånd og de etniske bånd, ja ud over disse broderskaber, der kun anerkender den, der ligner en selv, og afviser den, der er anderledes. I dag ser vi, at dette ikke tages for givet. Desværre er det mere og mere en del af samtiden at slæbe troens ord ind på den politiske kampplads, at velsigne nationalisme og at give en religiøs retfærdiggørelse af vold og væbnet magt. Troende må aktivt, endog med livet som omkostning tage afstand fra disse former for blasfemi, der formørker Guds hellige navn. Derfor er det sammen med handling mere og mere nødvendigt at dyrke bøn, spiritualitet, økumenisk og interreligiøs dialog som veje til fred og et sprog for mødet mellem traditioner og kulturer. I hele verden er det ønskeligt, at “ethvert fællesskab bliver et “fredens hus” hvor man lærer at uskadeliggøre fjendskab gennem dialog hvor man praktiserer retfærdighed og man værner om tilgivelse». [11] Mere end nogensinde er det nødvendigt i dag gennem en pastoral kreativitet, der er opmærksom og skabende at vise, at fred ikke er en utopi.

På den anden side bør det ikke fjerne alles opmærksomhed fra vigtigheden af den politiske dimension. Gennem dem, som kaldes til offentlige poster på de højeste og mest kvalificerede pladser, »bør det grundigt overvejes, hvordan forbindelsen mellem staterne kan nyordnes i en mere menneskelig balance- dvs. en balance, der beror på gensidig tillid, på oprigtighed i forhandlinger, på ubrydelig trofasthed overfor de opgaver, man har påtaget sig. Men dette spørgsmål skal overvejes så meget af alle sider, at der findes et grundlag, på hvilket der kan opstå venskabelige, faste og velsignelsesrige aftaler i en kontekst, der ikke blot viser en delegitimering, men snarere en styrkelse af de overnationale institutioner. ». [12] Dette er diplomatiets, formidlingens afvæbnende vej, den internationale rets vej, der desværre svigtes gennem mere og mere hyppige overtrædelser af møjsommeligt opnåede aftaler i en kontekst, der ikke ville kræve tab af legitimitet, men snarere styrkelse af de overnationale institutioner.

I dag er retfærdighed og menneskelig værdighed mere end nogensinde udsat for manglende magtbalance mellem de stærkeste. Men hvordan kan man leve og befri sig fra det onde i en tid med manglende stabilisering og konflikter ? Det er nødvendigt at fremme og understøtte ethvert åndeligt kulturelt og politisk initiativ, som kan holde håbet levende ved at tale imod spredningen af “fatalistiske holdninger som om de dynamikker, der er på spil, var skabt af anonyme upersonlige kræfter og strukturer, der ikke afhænger af den menneskelige vilje» [13] Hvis faktisk « den bedste måde at dominere og gøre fremskridt uden grænser på er at så mangel på håb og vække konstant mistillid maskeret som et forsvar for nogle værdier, [14] skal som modsætning til en lignende strategi sættes udviklingen af bevidste civilsamfund med ansvarlig dannelse af borgergrupper med erfaringer af ikkevoldelig deltagelse, retfærdige former for praksis, der genopretter i lille og stor skala . Det vidnede allerede Leo XIII om i sin encyclika Leone XIII Rerum novarum: « Følelsen af egen svaghed driver mennesket til at ville forene sit eget værk med andres. Skriften siger: «Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op » ( Præd 4,9-10). Og andetsteds: «En svigtet broder er som en befæstet by» ( Ordsp 18,19)». [15]

Gid dette kan være en frugt af Jubelåret, der har inspireret millioner af menneske til at genopdage sig selv som pilgrimme og til i sig selv at begynde på denne hjertets- og tankens afvæbning, afvæbningen af det liv, hvor Gud ikke vil tøve med at svare ved at opfylde sine løfter: «Han skal skifte ret mellem folkeslagene, fælde dom mellem talrige folk. De skal smede deres sværd om til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig. Jakobs Hus, kom, lad os vandre i Herrens lys. » (Is 2,4-5).

Vatikanet, 8 december 2025

LEO XIV.

[1] Jvf. Apostolisk velsignelse “Urbi et Orbi” og første hilsen, Peterskirkens centrale loggia Peterskirken 8. maj 2015.

[2] Augustin af Hippo, tale 357, 3.

[3] Ibid., 1.

[4] Giovanni XXIII, encyclika Pacem in terris (11 april 1963), 60.

[5] Jvf. SIPRI Yearbook: Armaments, Disarmament and International Security (2025).

[6] Agostin af Hippo: Tale 357, 1.[7] Conc. Ecum. Vat. II, konstitutionen Gaudium et spes, 80.

[8] Frans, encyclika Fratelli tutti (3 ottobre 2020), 4.

[9] Ibid., Brev til direktøren for Corriere della Sera (14 marts 2025).

[10] Giovanni XXIII, Lett. enc. Pacem in terris (11 april 1963), 61.

[11] Tale til biskopperne i den italienske bispekonference (17. juni 2025).