Katekese af pave Leo XIV ved angelusbønnen på festen for Marias Optagelse i Himlen. Katekese af pave Leo XIV ved angelusbønnen på festen for Marias Optagelse i Himlen.  (@VATICAN MEDIA)

“Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen”

Katekese af pave Leo XIV ved angelusbønnen på festen for Marias Optagelse i Himlen.

Oversættelse – Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Dagens evangelietekst var følgende:

[…]
Min sjæl ophøjer Herren,

 og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

 Han har set til sin ringe tjenerinde.

For herefter skal alle slægter prise mig salig,

 thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn,

 og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham,

varer i slægt efter slægt.

 Han har øvet vældige gerninger med sin arm,

splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;

 han har styrtet de mægtige fra tronen,

og han har ophøjet de ringe;

 sultende har han mættet med gode gaver,

og rige har han sendt tomhændet bort.

 Han har taget sig af sin tjener Israel

og husker på sin barmhjertighed

 – som han tilsagde vore fædre –

mod Abraham og hans slægt til evig tid. […] (Luk 1, 39-56)

Pavens katekese på Piazza della Libertà i Castel Gandolfo:

Kære brødre og søstre

I dag fejrer vi festen for den salige jomfru Marias Optagelse i Himlen. Det er en fest, der er af stor betydning, både for katolsk teologi og for folkefromheden; det er faktisk en tilbagevendende fest, der betyder meget for mange menigheder, specielt dér hvor domkirken eller sognekirken bærer navn efter Vor Frue optaget i himlen.

For at betragte dette troens mysterium kan vi referere til de to ikonografiske modeller, der har beskrevet det med i århundredernes løb.

Den første og den ældste som har været den eneste i næsten 1.000 år er den med “ den hensovne” Guds Mor: hun ligger på en katafalk og er sovet ind. Rundt om hende er apostlene, der bevægede ærer hende i bøn. I centrum, stående, er den opstandne Jesus, der på armen holder Marias sjæl som et nyfødt barn. Han er kommet for at hente hende, for at bringe hende op i Guds herlighed, “i Himlen” som vi symbolsk siger. For sin Mors vedkommende har Herren gjort det, han lovede alle sine venner, til virkelighed: “Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. “ (Joh14,3).

Denne første model fremhæver den centrale sandhed: det er den døde og opstandne Kristus, der fører os til det mål, vi altid har været bestemt for – det evige liv. Det er det, generation efter generation af troende har grundet over, mens de bad foran ikonerne af den hensovede og som man kan beundre i Rom, i den store absismosaik i basilikaen Santa Maria Maggiore.

Den nyere ikonografi, der efterfølgende udviklede sig i Vesten, viser os derimod Jomfru Maria i hel figur, i Himlen, indsvøbt i lys, ofte omgivet af engle og helgener. Her i centrum er Guds Moders herliggjorte legeme i samklang med det, man læser i Apokalypsen:” Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved”. (Ap 12,1).

Nogle kunstnere har kombineret de to fremstillinger ved foroven at vise den herliggjorte Jomfru og forneden hendes tomme grav, altid fyldt med blomster i mange farver og på himlen apostlene med blikket rettet mod hende.

Denne anden model vidner om den sandhed, at Maria blev optaget med sjæl og legeme, det vil sige med hele sin person. Denne kvinde, der på jorden gav sin menneskelige natur til det inkarnerede Ord og fulgte ham lige til det fuldkomne fællesskab i kærlighedens offer, blev af Ham bortrykket til Herligheden for altid.

Således tillader også denne ikonografi os at grunde over vores endelige skæbne. Den livets fylde, som vi i dag med glæde beundrer i Maria, venter også os ved tidernes ende, når som den hellige Paulus siger, den opstandne Kristus “skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.” (Fil 3,21), idet dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, (jf. 1Cor 15,54). Og da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt Så vil vi med vor menneskelige natur, der er forandret af Frelserens kærlighed, leve i al evighed i den fest, der aldrig får ende.

Lad os lovprise Herren, der har gjort store ting i Hans og vores højhellige Mor!

 

16 augusti 2026, 15:14