Musikken er ikke bare et dekorativt element i messen

Oversættelse – Lisbeth Rütz – Vatikanstaten.

Før pavens katekese ved onsdagens generalaudiens blev flg. bibeltekst læst op:

Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.  Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!

(Kol,3,16-17)

Pavens katekese

Kære brødre og søstre,

Det sjette kapitel af konstitutionen Sacrosanctum Concilium (SC) fra Det Andet Vatikankoncil er viet til kirkemusikken.  Det siger: “ Den universelle Kirkes musikalske tradition har skabt en skat af uvurderlig værdi. Den indtager en fremragende plads blandt de øvrige kunstarter, i særdeleshed fordi den som hellig sang er tæt forbundet med ordene og således udgør en nødvendig og integrerende bestanddel af den højtidelige liturgi.” (SC112) og uddyber:

“Derfor vil kirkemusikken være des helligere, jo tættere den er knyttet til den liturgiske handling, enten ved at give bønnen et skønnere udtryk, ved at fremme samdrægtigheden eller ved at berige de hellige riter med større højtidelighed”.

Vi finder her nøglen til koncilets lære, der bekræfter og uddyber musikkens tjenende funktion i liturgien som den allerede blev belyst af den hellige Pius X i motu propriet Inter sollicitudines (22. november 1903). Musikken er faktisk en del af den liturgiske handling og ikke bare en udsmykning af fejringen. I liturgien er det at synge og spille musik det samme som at bede, idet man bringer sit eget hjerte i samklang med søstrenes og brødrenes og med Gud gennem aktiv deltagelse i det mysterium, der fejres. Musikken udtrykker på særlig måde bønnens affektive dimension som den hellige Augustinus udtrykker det: “Cantare amantis est”, det vil sige “at synge hører netop den til, der elsker” (Sermo 336,1) Dette er meget vigtigt, fordi det hjælper os til at åbne hjertet for Guds handlen i nåde og til at lade os forme af den.

Sang er i øvrigt godt for fællesskabet. Gennem symfonien af stemmer bidrager den til sjælenes enhed ved at overvinde forskellene mellem mennesker og ved at forbinde alle i lovprisningen af Gud. Den bliver således Kirkens epifani, en sansernes manifestation af det fællesskab, der er en del af dens natur,

Ud af den sakrale sangs dybe teologiske betydning som en integreret del af den liturgiske handling udspringer der nogle krav. Et første er, at den udover at undgå modestrømninger eller særlige former for sensibilitet hos dens skabere på alle niveauer bør være et svar på det, der er det mest egnede til det øjeblik, messen fejres. Formen, især i dens melodiske aspekt bør på samme tid være ædel og enkel, af høj musikalsk kvalitet og let at udøve, især når den er bestemt til at synges af hele forsamlingen (jf. SC, 121).

Af samme grund anbefaler koncilet, at også teksterne er tilpassede, dybe og samtidig let forståelige, primært inspirerede af Den hellige Skrift, de liturgiske bøger og Kirkens åndelige tradition. Det er nødvendigt at våge over dette, for at den kan holde sig levende og den dynamik kan vokse, der udtrykkes i det gamle princip: “lex orandi lex credendi”, det vil sige, at bønnens lov også er troens lov.

Sacrosanctum Concilium  vier omfattende plads til temaet de troendes aktive deltagelse (jf. nr. 114). Den “bør forstås […] med udgangspunkt i en større bevidsthed om det mysterium, der fejres og om dets forbindelse med den daglige eksistens”, (Benedikt XVI, den apostoliske exhortation Sacramentum caritatis, 52) i en “ånd af konstant omvendelse, der bør karakterisere alle troendes liv” (ibid. 55). Hvad angår den konkrete måde man kan realisere den på gennem den sakrale musiks særlige rolle byder konstitutionen på et klart svar: “For at styrke den aktive deltagelse skal folket opmuntres til at tage del med dets akklamationer, svar og sang - det gælder for Davidssalmer, antifoner og salmer “ og “den andægtige stilhed” (SC,30) og opfordrer enhver, præst eller lægmand til at “udfylde sin opgave og kun gøre det, men også alt det, der vedkommer ham ifølge sagens natur og efter de liturgiske regler” (SC,28) i den harmoniske ligevægt mellem de forskellige tjenester, forskellige bidrag og øjeblikke med stilhed.

Koncilet tillægger den gregorianske sang stor værdi, selv om den ikke udelukker andre genrer inden for den sakrale musik. Særlig opmærksomhed ofres der også på orglet (jf. SC,120) mens anvendelse af andre instrumenter er tilladt “Dette forudsætter, at de egner sig eller kan gøres egnede til hellig brug, at de svarer til kirkerummets værdighed og virkelig kan fremme de troendes opbyggelse. (SC, 120)

Et dyrebart tema for koncilets reform er inkulturation , også på den sakrale musiks område. Man understreger særligt i forbindelse med de forskellige kulturers musikalske traditioner vigtigheden af seriøst at se dem som en del af menneskers religiøse og sociale liv. Man anbefaler derfor på den ene side i alle former at implementere en passende “opdragelse af den religiøse sans” (SC,119) og på den anden side “at de så vidt muligt er i stand til at fremme disse folkeslags traditionelle musik både i skolerne og ved de liturgiske handlinger.” (ibid).

En særlig opgave tilkendes i den liturgiske kontekst schola cantorum, et pastoralt instrument hvis fremme man anbefaler med den opgave at “pleje den nøjagtige udførelse af dens dele efter de forskellige genrer inden for sang og fremme de troendes aktive deltagelse i sangen” (Den hellige rituskongregation, instruktionen  Musicam sacram, 19).

Med et sådant mål for øje kaldes komponisten af kirkemusik til at kende og værne om Kirkens musikalske arv, idet han lader sig inspirere af den til at skabe nye kompositioner i liturgiens tjeneste i respekt for samtidens sensibilitet og de forskellige kulturelle traditioner, med det formål at “rense kulten for skønhedsfejl i stilen , forældede udtryksformer, musik og tekster der er sjuskede og meget lidt i overensstemmelse med storheden i den handling, man fejrer for at sikre værdighed og god kvalitet i formerne i den liturgiske musik” (Den hellige Johannes Paul II, Chirografo sulla musica sacra, 22 november 2003, 3).

Der skal lægges stor vægt på den musikalske undervisning og praksis “i seminarierne, i de mandlige og kvindelige ordeners noviciater og studiehuse og i de øvrige katolske institutter og skoler.”(SC,115) og på at sikre musikere og kantorer en solid, liturgisk dannelse (ibid.)

Kære brødre og søstre, konciliefædrene agtede den liturgiske sang, symbol for det kirkelige fællesskab, højt. Vi kan derfor konkludere med, hvad Sankt Ignatius af Antiokia udtrykker så smukt: “ Kom med, hver eneste af jer og dan et kor, så I samstemmende og efter Guds grundtone synger enstemmigt gennem Jesus Kristus for at Han kan lytte til jer og af jeres gode gerninger kan erkende, at I er Hans Søns lemmer” Brev til Efeserne, 4,2).