Guds bord står dækket for alle
Oversættelse – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Evangelieteksten til den 16. august var flg.:
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. (Matt 15,21-28)
Pave Leos katekese før angelusbønnen:
Kære brødre og søstre, god søndag!
I går betragtede vi Jomfru Maria i hendes uopløselige forhold til Sønnen; ikke engang døden kunne afbryde denne samhørighed mellem sjæl og legeme, som er det evige liv. Hver eneste søndag minder os om, at den samme fylde venter den, der følger Jesus: hans opstandelse er ikke en tilbagelagt begivenhed, men et nyt liv, der medinddrager os.
Det viser den kananæiske kvinde i dag. Hun er hovedperson i det evangelium, der læses op i liturgien (Matt 15,21-28). Selv om hun ikke hører til Hans folk og bor i et fremmed område, forsøger hun på insisterende vis at komme til at tale med Jesus og følger ham som en discipel, der allerede har knyttet bånd til Ham. De havde nok aldrig før mødt hinanden; men på mystisk vis var hun allerede kommet til tro. Hun ønsker ikke noget for sig selv, men fred for sin forpinte datter, og hun har tiltro til Jesus, i hvem hun genkender Messias, der stammer fra David (jf. v.22)
Evangelisten skjuler ikke de hindringer, som denne kvinde står overfor at møde. Disciplene ser hende som en irriterende person, og Jesus gør selv modstand mod det, hun beder om. Faktisk havde Mesteren trukket sig tilbage til dette område (jf. v. 21) og vi kan forestille os, at Han som andre gange søgte et afsides sted, hvor Han kunne bede og undervise disciplene. Alligevel sker der i det øjeblik noget nyt og uforudset. Mediterer vi over dette, kan vi forstå lydigheden hos Jesus, der fuldfører sin mission og lader sig ramme af det, han ser og lytter til. Til slut siger han til hende: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil”. (v.28). Også i dag kan Kirken lade sig overraske af Guds værk og udbrede Kristi fred udover de grænser, der allerede er optegnede. Hendes mission foregribes af den guddommelige nåde, der hemmelighedsfuldt arbejder i samvittighederne, sådan at i ethvert møde, endda også i dem, der ødelægger vores planer, er det nødvendigt at spidse øren og åbne hjertet for det, Gud vil sige os. Af den kananæiske kvinde lærer vi at være ydmyge og beslutsomme. Takket være hendes tro lærer vi, at Guds bord står dækket for alle og at ingen er udset til at nøjes med krummer (jf. v. 26-27), fordi enhver har sin egen plads hos Faderen. I lyset af denne tro bliver uligheder, diskriminerende handlinger, de barrierer der tramper på alt for mange af Guds sønner og døtres værdighed, uudholdelige. Kære brødre og søstre: vi er Jesu Kristi Kirke i en forpint verden, en verden som søger fred. Maria, vores Mor, beder vi om at gå i forbøn for os. “Fra hendes læber strømmer den stærkeste og mest fornyende lovsang, der nogensinde er blevet sunget frem i Magnificat” (Magnifica humanitas, 244): den er sangen fra den, der nu ser virkeligheden med Guds blik og derfor ikke taber håbet og handler i kærlighed.
