Vær det, I ser og tag imod det, I er

Oversættelse – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Dokumenterne fra Det Andet Vatikankoncil. Konstitutionen Sacrosanctum Concilium 4, II - det eukaristiske mysterium
 Før katekesen blev dette tekststykke læst:

For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så “mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus”. (1.Kor, 12,12)

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!

Vi fortsætter katekeserne om Det Andet Vatikankoncils dokumenter, særligt om konstitutionen Sacrosanctum Concilium (SC) om liturgien.

Når den hellige Augustin vil forklare de nydøbte, hvad Kristi mystiske legeme er, genoptager han den passus fra den hellige Paulus, som vi lige har lyttet til: “I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1Kor 12,27). Og han tilføjer: “Det er jeres mysterium, som I modtager. Svar amen på det I er, og jeres svar er som jeres underskrift: Man siger til jer: “Kristi Legeme”, og I svarer: “Amen”. Vær altså lemmerne på Kristi legeme, for at jeres amen skal være sandt. […] Vær det som I ser, og modtag det, I er” (Sermo 272: PL 38, 1247).

Straks efter at have mindet om Kristi sidste nadver taler konstitutionen om liturgien om eukaristien med disse augustinske accenter. For de kristne betyder det at tage del i Herrens bord faktisk at “ lade sig forme af Guds ord, blive styrkede ved Herrens bord og sige Gud tak. “ (jf. SC  48). Det er ved at modtage ham i hans ord og i eukaristien, at vi bliver det, vi modtager. Vi bliver det legeme, som den opstandne Kristus er hoved for, han som sidder ved faderens højre (jf. Kol 1,18), han som forbereder en plads i himlene til os (jf. Joh 14,3) Eukaristien er således sakramentet for det rige, der kommer. Det er vandringsbrødet, der fører os hen mod det himmelske fædreland, indtil den salige dag, hvor “Gud vil være alt i alle” (1 Kor 15,28)

Menigheden, der fejrer liturgien, frembærer ofret “ikke blot gennem præstens hænder, men sammen med ham,” (SC, 48). Set i dette perspektiv er eukaristien en form for de kristnes åndelige offer (jf. Heb13,16 Rom 12,1) gennem fællesskabet med Gud og det indbyrdes fællesskab. Her lærer de at hengive sig selv, så at de med Kristus som midler fra dag til dag bliver ét med Gud og med hinanden, sådan at Gud til sidst bliver alt i alle.” (Ibid.) Ved at vi således inkorporeres i Kristus, lærer eukaristien os at tage Herren Jesus livsstil, der præges af hans frie hengivelse af sig selv, til os. Denne gave lader os altså komme ind i enhedens dynamik, der tilbyder en kraftig modgift til de splittelsens kræfter, der underminerer vores verden, vores fællesskaber, vores familier, vores hjerter. (SC, 47)

Kære, når vi deltager i eukaristien, inviteres vi til at lytte til Guds ord og næres ved Herrens bord, hvor Han giver sig selv hen til Faderen: “De to dele, messen består af, nemlig ordets liturgi og eukaristien, er så tæt forbundne med hinanden, at de udgør én kultisk akt“ (SC, 56).

Hvad angår Ordet, så er det nødvendigt at minde om, at det ikke bare drejer sig om at få en intellektuel viden om skrifterne, men at modtage Ordet, der er “levende og virksomt” (Hebr 4,12), henvendt af Gud til alle og på samme tid til enhver. Et Ord der nærer og føder os sammen med det eukaristiske brød og lader os gå fra syndens forfald til det nye liv i Kristus. “ Eukaristien åbner os for en forståelse af Den hellige skrift lige som den hellige skrift på sin måde oplyser og forklarer det eukaristiske mysterium” (Benedikt XVI exhortationen Verbum Domini, 55).

Det Andet Vatikankoncil bad om at åbne mere for Bibelens skatte, for at Ordet ved Herrens bord kan tilbydes os i endnu større overflod. Den liturgiske reform oversatte denne anmodning til den skat, som lektionaret er, dvs. den bog, som indeholder alle de bibelske læsninger til de liturgiske fejringer. En sådan fylde er blevet uddraget af den reneste kilde til den levende tradition, som forbinder troskab mod traditionen med åbningen for en legitim proces (jf. SC, 23).

Begyndelsen til kapitel II i konstitutionen om liturgi er gennemtrængt af referencer til Traditionens store strøm, den som går fra Kirkefædrene lige til os. Jeg citerer den: “Vor Frelser har ved det sidste aftensmåltid, den nat han blev forrådt, indstiftet det eukaristiske offer af sit Legeme og Blod, hvorved han ville lade Korsets Offer vare ved gennem tiderne, indtil han kommer igen. Derved har han betroet Kirken, sin elskede Brud, mindet om sin Død og Opstandelse: fromhedens sakramente, enhedens tegn, kærlighedens bånd, påskemåltidet, hvor Kristus nydes, sindet fyldes med nåde, og hvor vi modtager et pant på den fremtidige herlighed” (SC, 47).

Kære brødre og søstre lad os i troen knytte os til denne kilde til guddommeligt liv og lad os forvandles af det mysterium, vi fejrer.