Ritus, tegn og symbol

Oversættelse - Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Følgende tekst blev læst højt før katekesen om Sacrosanctum Concilium 3:

“ De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre.  Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem.  Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det.” (Luk 24,28-31)

Kære brødre og søstre

Idet vi fortsætter katekeserne om den konciliære konstitution Sacrosanctum Concilium (SC), vil vi standse op og reflektere over nogle elementer, der udgør den hellige liturgi som ritus, tegn og symbol.

Det Andet Vatikankoncil, der gjorde den liturgiske bevægelses dyrebare arbejde til en trosskat, har hjulpet os til at genopdage en meget levende sandhed i den antikke kirke og i kirkefædrenes lære. Riterne i den kristne liturgi er ikke en ydre skal af det sakramentale mysterium, en samling tilfældige ceremonier, men den kirkelige formidling, som den guddommelige gave når os igennem. Netop af den grund inviterer koncilet os til at forstå Mysterium fidei (troens mysterium), som gøres til virkelighed gennem riter og bønner (jvf. SC, 48)

Riten giver form til den liturgiske handling og gennem den til vores liv ved i os at skabe en åndelig sensibilitet, der gør os i stand til at erfare Guds tilstedeværelse gennem Jesus Kristus. Naturligvis sker det på betingelse af, at ikke forbliver “fremmede eller tavse tilskuere” (jvf. SC) over for liturgien, men deltager i den med hele vort selv- krop, tanke og hjerte i lydighed mod Herrens befaling. Gennem den hellige ritus dannes vi således til at lytte til Guds Ord, til taksigelse og til tilbedelse, til at dele som søskende og til kirkeligt fællesskab. Vi opdager, at vi er en forsamling med mange ansigter, forenede i den samme tro.

Riten medinddrager os i en veldefineret rækkefølge af gestusser og bønner, der nogle gange kan stå i modsætning til vores individuelle tendens til spontanitet. Men dens logik er ikke den, at den vil tøjle friheden i stive skemaer. Tværtimod – med sin højtidelige, nøgterne karakter afbryder riten vores frenetiske aktiviteter og fører os tilbage til det væsentlige. Således opdager vi en anden handlingens dimension, der ikke styres af kalkuleringer om produktivitet, og en anden erfaring af tid og rum. I riten erfarer vi en nådens logik, vi finder et hvilested, som fornyer vores hjerte, vi opdager, at den guddommelige nåde er gået forud for os, vi lærer at leve i en rytme, der præges af Helligånden.

Ritens grammatik er vævet ind i de tegn og symboler, der hører liturgien til. Som koncilet siger, sker dette ved at: “Menneskets helliggørelse betegnes i liturgien ved ydre tegn og virkeliggøres på hver sin måde gennem de enkelte tegn” (SC 7). Den katolske Kirkes katekismus uddyber værdien i disse tegn og minder om, at “ Efter den guddommelige frelsespædagogik har deres betydning sine rødder i skaberværket og i den menneskelige kultur: den præciseres i den Gamle Pagts begivenheder og åbenbares fuldt ud i Kristi person og værk.” (nr. 1145) Emblematisk er vandets tegn: fra skabelsens begyndelse til syndfloden, fra vandringen gennem Det Røde Hav til Jordan indtil det vand, der vælder frem fra Kristi side og bliver det sakramentale tegn på nedsænkningen i hans død og opstandelse.

“Tegn” og “symbol” er termer, der ofte bruges som synonymer. I realiteten er et tegn symbolsk, når det er i stand til ikke blot at føre tilbage til en ide´, men til et helt system af betydninger og værdier. Sådan er det for eksempel, når vi bestænkes med vievand. Så bliver vi bevidste om den gave, vi modtog i dåben og vores ja til det nye liv i Kristus. For det andet har symbolerne i al væsentlighed en praktisk karakter, idet de frem for alt er handlinger. De mere enkle og fælles som at knæle og at give hinanden fredstegnet eller de mere involverende som de handlinger, der udgør ethvert sakramente. Symbolerne har især en performativ og forvandlende dimension, både over for de materielle elementer, der udgør dem, og over for dem, der træder i kontakt med dem ved at skabe tilhørsforhold, ved at røre hjertet, ved at vække autentiske, kirkelige relationer.

I det apostoliske brev Desiderio desideravi påpegede pave Frans ved at gøre et udsagn af Romano Guardini til sit “ den første opgave i arbejdet med liturgisk dannelse. Mennesket bør igen blive i stand til symboler” (nr. 44) Vi har behov for at lade os forme af liturgiens riter ved uophørligt og uden vilkårlighed at pleje skønheden i vores fejringer og ved at engagere os i en autentisk mystagogik. Erfaringen af en levende og from liturgi ledsaget af en passende, mystagogisk katekese er den bedste resurse til igen i alle at vække denne åbning over for mødet med Gud, som i inkarnationens logik kun kan ske ved at involvere hele mennesket ånd, sjæl og krop (jf. 1. Tess 5,23).