“Red de orientalske kristne fra fattigdom. Den er krigens datter"

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten.

Pave Leo XIV mødtes den 18. juni med medlemmerne af R.O.A.C.O. – en komite´ for koordinering af hjælpearbejde for de orientalske kirker i anledning af afslutningen for dens møde. Komiteen blev grundlagt i 1968 af den daværende kongregation for de orientalske kirker og beskæftiger sig bl.a. med støtte til byggearbejde ved kirker, støtte til teologiske studier og støtte til sundhedsarbejde. Dens præsident er p.t. kardinal Gugerotti, præfekt for dikasteriet for de orientalske kirker.

Udover selve arbejdet med at koordinere hjælpeindsatsen for de orientalske kirker havde komiteen denne gang også fokus på uddannelsen af klerikere og munke på de orientalske kirkers præsteseminarier.

“At hjælpe en kirke betyder ikke bare at levere materielle forsyninger til den, men også at hjælpe den til at vokse i dens identitet og dens evangeliserende kraft, som støtter på uddannelse af dens tjenere, der er kaldede til at udbrede dens spirituelle rigdomme”, sagde paven.

Han mindede om, hvordan alle de gamle, orientalske kirker fører os tilbage til de steder, troen kommer fra:” de lader nådens lys stråle gennem liturgier, der er mættede med det sakrale, de manifesterer i kulten Guds mysterium til tilbedelse; de tilbyder et åndeligt indhold der fylder hjertet med undren og taknemmelig forbløffelse over den skønhed, de afslører”, sagde pave Leo.

Men for at kende og elske disse kirkers umådelige åndelige rigdomme er det nødvendigt med uddannelse påpegede pave Leo. “ For at I kan få et godt resultat af jeres arbejde, som I lægger stort engagement og hengivenhed i, tillader jeg mig at anbefale jer altid at dyrke det åndelige liv, især gennem konstant bøn og det sakramentale liv. De gode gerninger bærer ikke varig frugt, hvis ikke de næres ved kilden til det gode, den kilde, der er Gud. Og selvom det frem for alt andet er sandt, at “troen uden gerninger er død” som vi læser i Jakobs brev (2,26), er det dog også sandt, at gerningerne er sterile uden en levende tro”.

Paven reflekterede i sin tale over, at mens denne komite´ anstrenger sig for at sikre finansiel støtte til de orientalske kirker, er der endnu stærkere kræfter, der vedligeholder konflikterne i Mellemøsten: “Mens I åbner veje til håb, så lukker de folkene inde i angst; mens I bygger fremtiden op, ødelægger de nutiden.” Han rettede en appel til “at tænke over konsekvenserne af krig og fattigdom og til at forebygge det med intelligens og sans for ansvarlighed, for alt dette er ikke en frugt af en uundgåelig skæbne, men af frie valg og derfor af moralsk ansvar”.