Pavens ord til søndagens angelusbøn

Oversættelse – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Evangelieteksten til søndag den 31. maj var følgende:

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.  For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.  Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.” (Joh 3, 13-16)

Her følger pavens katekese:

Kære brødre og søstre, god søndag!

Med pinsefesten sluttede påsketiden for en uge siden. Når vi i dag fejrer Treenighedsmysteriet, får vi muligheden for igen at tænke på den vandring, der er tilbagelagt, ud fra dens centrum: Guds liv, der er givet os i Jesus Kristus. Dette liv er et dynamisk, uudtømmeligt, frugtbart fællesskab, der nu medinddrager os. Helligånden, der forbinder Fader og Søn, er blevet udgydt i vores hjerter på en sådan måde, at Kirken tager form som fællesskabets sakramente, mødestedet for kærlighed, hvor himmel og jord berører hinanden.

Evangeliet i dagens liturgi (Joh 3,16-18) præsenterer os for Nikodemus, en fremtrædende person i Israel, der følte en dyb tiltrækning til Jesus. Faktisk tog han hen for at besøge ham om natten for ikke at blive set. Han længtes efter at kende denne gådefulde mester bedre og efter at stille ham nogle spørgsmål. Ved at modtage ham viste Herren, at hans søgen var vigtig. Han overraskede ham, da han sagde, at det også er muligt at fødes for en voksen. Han lod ham ane, at Guds liv ville kunne forvandle hans eget liv. Jesus talte til Nikodemus om Helligånden; han oplyste hans nat med den sandhed, der i dag lyder i alle vores kirker: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (v. 16) og derefter: “ For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham (v.17)

Kære venner, i Guds, Faderens og Helligåndens mysterium er vi hjemme som Nikodemus følte sig hjemme hos Jesus. Guds liv er vidunderligt og medinddragende; det giver fred til vores hjerte, der ofte er så uroligt, og lader os møde brødre og søstre i Åndens glæde. Treenigheden lader os elske alt og alle: vi opdager, at hver skabning er skabt til fællesskab, til relation, til møde. Og somvendt forstår vi også hvorfor adskillelserne, polariseringerne, foragten for det, der er anderledes, bringer ødelæggelse, tristhed og tørke ind i verden.

Nikodemus var medlem af synedriet, rådet for Israels ledere. Da han i synedriet hørte foragtende ord om Jesus, inviterede han alle til at lytte til ham, før man dømte ham. Af Gud havde han gennem Kristus selv modtaget fællesskabets ånd, der åbner hjertet for den nye sandhed og den sande nyhed. Den, der ikke tager imod denne ånd, ældes snart i klager; han føler sig alene, han er aldrig stemt til fest. Men i dag, kære brødre og søstre, er det en festdag! Guds fest er vores fest. Derfor skriver den hellige Paulus til Korinterne: “I øvrigt, brødre, glæd jer! Bring alt i den rette stand, tag imod formaning, vær enige, hold fred! Og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.” (2.Kor 13,11)

Og lad os nu med angelusbønnen henvende os til Jomfru Maria: Gid at i hendes ja til den guddommelige vilje også vores “ja” til den allerhelligste Treenighed vil blomstre.