Over en million til Kristi Legems og Blods Fest i Madrid

Pave Leo kalder til solidaritet med fattige og lidende.

Lisbeth Rütz Vatikanstaten

I følge arrangørerne deltog 1,2 millioner i søndagens fejring af Kristi Legems og Blods Fest i Madrid.

Processionen var et af højdepunkterne i pavens pave Leos spaniensbesøg fra den 6. til den 12. juni og forløb via Plaza de Cibeles, der ofte er baggrund for store fejringer i sportsverdenen – bl.a. cykelløbet la Vuelta. Under en hvid baldakin bar pave Leo selv ostensoriet med Kristi Legeme gennem byens gader.

Om lørdagen havde kong Felipe VI af Spanien i sin tale ved modtagelsen af pave Leo i Zarzuela-paladset sagt, at Spaniens historie og kultur “ikke ville være forståelige uden den katolske tro”.

Pave Leo genoptog temaet i sin prædiken med betoning af at Kristus kalder os til solidaritet med fattige og lidende.

“Det historiske minde om processionerne ved Kristi Legems- og Blods Fest lader sig ikke spærre inde i et nostalgisk minde: det bliver i stedet en invitation målrettet til i dag, til vores personlige liv, til vores relationer, til samfundet, opbygningen af fremtiden. Det er i denne optik, man skal forstå invitationen til at “mindes” det, vi lyttede til i den første læsning: “Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej”. (5. Mos 8,2) Husk hvordan du var sulten og Han nærede dig ved sin manna; det drejer sig om at “huske” netop for ikke at glemme hvem Herren er, for ikke at falde i den fristelse at stole på andre afguder og nære sig ved et brød, der ikke mætter”, sagde paven i sin prædiken.

Et kald til omvendelse

Pave Leo lagde her stor vægt på, at Kristi Legems og Blods Fest ikke bare er en smuk, folkloristisk begivenhed, men et kald til omvendelse:

“Jesus vandrer gennem gaderne, går hen over pladserne, bor de steder, hvor vi lever vores daglige liv som den Gud der er os nær og vandrer sammen med sit folk, som historiens Herre, trøst for de svage, ls for familien, håb for de mest skrøbelige, fred for den der lider. Den Kristus der kommer gennem gaderne i ostensoriet er den samme som Ham der identificerer sig med de fattige, de syge, de ensomme og dem, der skubbes til side”

Efter besøget i Madrid kommer paven til Barcelona, Tenerife og Gran Canaria.

08 juni 2026, 17:32