I er hverken numre eller sagsakter!

Oversættelse – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Kære brødre og søstre,

Vi har netop lyttet til en af de mest udfordrende passager i evangeliet. Vi ved, at dette samme kapitel også indeholder en advarsel, som ingen troende kan tage let på (Matt 25,41-45). I dag, ved havets bred, bliver Ordet konkret: så mange sårede liv kommer hertil; de har mistet næsten alt, men aldrig, aldrig deres værdighed. Her river evangeliet os væk fra tilskuerens bekvemme plads og sætter os foran den bror, der kommer. Evangeliet spørger os, om vi kunne genkende Kristus i dem, der går fra borde, mærkede af frygt, sult og vold efter ørkenen, natten og havet.

Som I kan se, bærer jeg den ring, der kaldes “fiskerringen” på min hånd. Dens navn leder os til den sø i Galilæa, hvor Kristus kaldte på Peter og sagde til ham: “Fra nu af skal du fange mennesker” (Luk 5,10). Kirken har læst dette vers som et billede på sin mission. Men her og på steder som el Hierro (en af de kanariske Øer, hvor mange migranter går i land) får denne opgave er helt bogstavelig og smertefuld kraft. Denne ø, lille i udstrækning, men stor i menneskelighed, har set tusinder af mennesker komme, revet op fra der hvor de hørte til og overgivet til skrøbeligheden i en cayuco (migrantbåd). Der er mennesker, der fik hjælp på havet, og livløse kroppe, der blev fisket op af vandet. Derfor kan Peters efterfølger ikke være ligeglad med de mennesker, der kom her. Kirken kan ikke ignorere dette havvand eller noget andet sted, hvor sult, tørst, angst og eksil fortsætter med at såre den menneskelige værdighed. Jesu disciple kan ikke anse råbet fra den, der råber i natten, for uvedkommende.

I det bibelske sprog kan havet være billede på trusler, mørke og kaos. Dér dukker Leviatan op som et billede på den kraft, der opsluger og Rahab, et navn, der får os til at tænke på hovmodet hos de mægtige, der rejser sig mod Gud og mod livet (jvf. Sl 74,13-14, 89, 10-11, Es 27,1,51,9, Job 26,12). Også i dag eksisterer der uhyrer, der færdes på disse have: mafiagrupper der tjener penge på desperationen, menneskehandlere der fører kvinder og børn ud i slaveri og ligegladhed hos de mange, der tillader, at de fattige opsluges af udnyttelse og glemsel.

Men troen bliver ikke ved med at være lammet af havets magt. Vi tror på en Gud, der betvinger kaos, sætter en grænse for det onde og åbner for en vej, når døden ser ud til at sejre. Det erfarede Israels folk, da det gik gennem Det Røde Hav for komme ud af deres slavevilkår og vandre mod friheden (jf. Es 14,21-31). Og sådan ser vi det også i Kristus, der går på vandet og ansigt til ansigt med uvejret siger ét mægtigt ord: “Ti stille, hold inde!” (jf. Mark 4,39, jf. Matt 14,25-27) Denne stemme fortsætter med at lyde mod de kræfter, der opsluger så mange af vores brødre og søstre, gør dem til slaver og fejer dem væk. Dér, hvor Kristus beordrer havet til at tie, kan Kirken ikke blive ved med at være tavs over for dem, der er overladt til havet.

Tak for jeres vidnesbyrd, for at have mindet os om, hvad det betyder at redde liv. Tak til Maria for at have mindet os om, hvad Caritas, sognene og mange mennesker gør hver eneste dag. Dine ord viser os, hvor blikkets omvendelse begynder: hvornår migranten ophører med at være “en af mange”, ophører med at være en kategori og et tal. Først da forstår vi. At dette barn kunne være vores datter, disse ansigter en del af vores familie, og da har samvittigheden ikke flere undskyldninger. Barmhjertigheden begynder med små gestusser: nogle gange med nogle kiks og en smule mælk, med fem brød og to fisk (jf. Matt 14,17-21). Det drejer sig ikke om at løse ethvert problem, men om at lægge alt i Guds hænder og være til stede dér, hvor mennesket lider, resurserne ikke slår til og hvor der ikke er et fælles sprog, men dér hvor gestusserne endnu kan tale. Af hjertet tak til alle dem, der slutter sig til hjælpeindsatserne, til dem, der tager imod og følger som et vidnesbyrd om, at den konkrete barmhjertighed kan redde og forandre mange liv.

Kære Blessing, selv om du ikke er her i dag, så er din stemme det. Tak for at have delt din historie med os. Dit navn betyder “velsignelse” og minder os om, at ethvert menneskeliv er en velsignelse fra Gud. Ingen kan købe det, sælge det, bruge det eller feje det væk, for i ethvert menneske stråler billedet og ligheden med Skaberen (jf. Gen 1,27). Du fortalte os, at du forlod dit land, ikke fordi du ville det, men fordi der ikke var noget andet valg. I dine ord hører vi dramaet hos så mange personer, der blev tvunget til at rejse, fordi fattigdom, krig, trusler og udnyttelse lukkede alle andre udveje for dem.

Jeg ville så gerne, at dette budskab ville nå frem til dig og de mange kvinder der er ofre for menneskehandel og udnyttelse. Hvis andre har betalt en pris for din krop, er Gud aldrig holdt op med at se på dig som en person, der er uvurderlig. Selv om andre har villet spærre dig inde i en smertefuld fortid, fortsætter Gud med at love dig en fremtid. Selv om de har behandlet dig som en ting, så vil Kirken sige dette til dig i dag: du er datter, du er søster, du er en velsignelse. Dit liv tilhører ikke den, der har gjort dig ondt, den der har udnyttet dig, dine dage tilhører ikke dem, der ville lænke dig til angsten! Dit liv tilhører Gud og bevarer en værdighed, som ingen kan tage fra dig. Og vi vil vandre sammen med dig, indtil sandheden igen høres, stærkere end smerten.

Kære migranter: før jeg siger jer noget som helst andet, vil jeg bøje mig for jeres værdighed. I er hverken numre eller sagsakter! I er personer med en familie og et hjem, I har forladt, med drømme, som ingen har ret til at se ned på. Men jeg vil også sige til jer, at jeres liv skal beskyttes. Overlad ikke jeres eksistens til den, der sælger den som en vare. Tro ikke på dem, der lover jer et let paradis i bytte for jeres krop, penge, tavshed eller jeres frihed. Disse falske løfter er “sirenesange”, de er dødsindustrien. Jeres drama bør blive til en samvittighedsransagelse: for de nationer I stammer fra, som må skabe betingelser for fred, retfærdighed og udvikling; for transitlandene, der er kaldede til at beskytte og til ikke at lade svage falde i kriminelle netværks hænder, for Europa, der ikke kan proklamere menneskelig værdighed og vænne sig til, at Middelhavet og Atlanterhavet er kirkegårde uden gravsten, for det internationale samfund, der er kaldet til en effektiv og vedvarende indsats.

Også Kirken bør være åben for appeller. Modtagelse af migranten kan ikke være noget sekundært, og kan heller ikke blot uddelegeres til nogle frivillige. Vi knæler foran alteret for at tilbede Kristus, der er nærværende i eukaristien. Fra Ham modtager vi kraft og motivation til at leve i kærlighed, derfor kan vi ikke bare “gå forbi” cayucas og pateras (migrantbåde), for af bønnen udspringer enhver tjeneste og til den vender ethvert engagement tilbage (jf. Luk 10,31-32)

Fra denne ø ville jeg så gerne, at stemmen fra dem, der har talt i dag, nåede frem til dem, der har det afgørende ansvar – civile myndigheder, parlamenter, regeringer og internationale organisationer og også kristne samfund, andre religiøse traditioner og alle mænd og kvinder af god vilje. Det er ikke nok at regulere, hvem der må komme, komme med tal, styrke grænserne eller beklage dødsfaldene, når de først er sket. Hver båd, der kommer, bringer ikke blot migranter med sig, den bringer et spørgsmål med sig; hvilken verden har vi bygget op, når så mange brødre må risikere døden for at søge livet?

Den menneskelige værdighed kræver legale og sikre veje, hjælp og assistance, virkeligt samarbejde mod menneskehandlerne, effektiv beskyttelse af ofrene, seriøse modtagelses- og integrationsprocesser og politikker, der tillader enhver person at leve i værdighed i deres hjemland. Hvis retten til at søge tilflugt, når livet er truet, eksisterer, så eksisterer der også en ret til ikke at være nødt til at emigrere, retten til at forblive i sit eget hjem uden sult, uden krig, uden forfølgelser, uden vold, uden at jorden bliver ubeboelig, uden at korruption stjæler brødet fra de fattige, uden at våbnene ødelægger børnenes fremtid. Vi kan ikke vænne os til bare at tælle de døde op. Menneskelig værdighed har ikke pas, den mister heller ikke sin værdi, når den krydser en grænse.

Gid Den Gud, der “ved livets solnedgang vil dømme os efter vores kærlighed “, (jf. Sankt Johannes af Korset, Avisos y sentencias, 57), må forunde os at genkende Ham i dag i de fattige og de fremmede og i udlændingene, og gid Han må befri os fra at se på andres smerte, som om den ikke angik os. Gid Vor Frue af Karmel må ledsage dem, der er kommet, trøste dem, der har mistet deres kære, støtte dem, der tager imod dem, og i alle genopvække modet til barmhjertighed.

Og gid historien ikke må anklage os for at have forvandlet smerten hos den, der lider, til et syn, man er vant til på vores kyster. For i dag, her på havets bred spørger ethvert liv, der kommer til os, om, hvad der er tilbage af vores menneskelighed. Før eller senere vil man vide, om vi har forstået at bevare denne menneskelighed, eller om vi har ladet ligegladheden tale gennem os. Tusind tak.