“Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene”

Oversættelse: Lisbeth Rütz Vatikanstaten

Før katekesen blev dette tekststykke læst op:

 Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.  Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.  Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.  Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.  Men på jer er selv alle hovedhår talt.  Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.

 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.  Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. (Matt 10,26-33)

Pave Leo XIV’ s katekese

Kære brødre og søstre, god søndag!

I dagens evangelium (Matt 10,26-33) kommer Jesus med denne formaning til disciplene, da han sender dem ud på mission: “Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.”  (v. 27).

Han skaber en forbindelse mellem det, vi lytter til “i øret”, dvs. i hjertets lønkammer, og det som vi er kaldede til at gøre kendt for alle, idet han minder os om, at forkyndelsen af evangeliet før alt andet er at dele et personligt møde med Ham, et møde der er unikt for enhver.  

Apostolatets styrke ligger et andet sted end i teknikker og instrumenter. Det bygger på Helligåndens værk i os og på autenticiteten i vores svar. Den hellige Thomas Aquinas talte om prædiken som en overførsel til andre af det, vi har grundet over: “contemplata aliis tradere” (cfr Summa Theologiae, III, q. 40, a. 1, ad 2).

Og vi skal ikke tro, at det “at kontemplere” er en eksklusiv erfaring, der er reserveret nogle helgener eller munke og eremitter. Vi kan alle gøre det ved at arbejde for mellem vores daglige opgaver at få øjeblikke med ro, hvor vi i stilhed kan anbringe os foran Gud for at lytte til hans stemme, betro ham vores glæder og vores bekymringer, sammen med ham at se igen på vores liv. Dette gør os mere og mere til personer med solid og bevidst tro, og følgelig til troværdige og frie apostle, mænd og kvinder, der er i stand til at reflektere over lyset fra Evangeliet på alle steder og i alle situationer i livet og at vidne om det også der, hvor dets værdi ikke forstås eller accepteres.

Den hellige Matthæus, der har skrevet det stykke fra Bibelen, som vi referer til, skrev for fællesskaber, der ikke havde et let liv. De måtte stå ansigt til ansigt med fjendtligheder og forfølgelser som det endnu i dag sker for kristne forskellige steder på jorden, og fristelsen til at blive nedslået og give efter for træthed eller angst var stor.

Nu som dengang er vi forpligtede til at forblive tro over for Jesu lære og forkynde hans Ord: svare på had med kærlighed, på magtbegær med ydmyghed, på modløshed med vedvarende anstrengelse. Af den grund er det vigtigt, at vi lader vores tro og vores mission slå rødder i et intenst forhold til Ham (jf. Frans´ Evangelii Gaudium,) Dette giver os styrke til ikke at give op og til at fortsætte med at viderebringe hans budskab om håb, kærlighed og fred til alle og under alle forhold. Verden har så meget brug for det!en

Måtte Jomfru Maria hjælpe os med at være missionerende disciple af Herren Jesus, hver efter sit kald.