Gud giver os altid en chance til

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

40.000 var tirsdag aften samlede til bønsvigilie for unge på det olympiske stadion i Barcelona. Tre unge fortalte her om deres livssituation.

Den unge Freran fortalte om sin glæde ved at være blevet døbt påskenat i år efter en lang periode med søgen og tomhed. Carmina fortalte om, at hun under en depression havde forsøgt selvmord og Cecilia fortalte om en opvækst med en voldelig far og en mor, hun havde mistet til stofmisbrug. I sine svar fokuserede pave Leo på uro som en gave fra Gud, der tvinger os til at gå mere i dybden med vores liv, at mange unges mentale helbred er truet og at tilgivelse er en mulighed, også selv om der skal kæmpes for den. Efter vidnesbyrdene fulgte en prædiken.

Den Hellige Faders prædiken den 9. juni til bønsvigilien med unge i Barcelona.

Kære brødre og søstre, Guds elskede sønner og døtre, også vi er som Nikodemus pilgrimme i natten. Dette evangeliske billede tilbyder os især et budskab om livets vandring. Vores vandring, vores længsler og alt det, vi favner dagligt, i glæder og i nederlag, i vores stræben og i vores planer er udtryk for, at vi altid søger noget. Vi tigger efter kærlighed, vi tørster og sulter efter sandhed, vi søger en fylde, der kan støtte os, opmuntre os og hjælper os til at forstå vores livs mysterium.

Mens vi går langsomt frem med små skridt, kaldes vi til at gå i dialog med det, der ligger halvt i mørke i vores livssituation; vi mangler hele sandheden, vi kender ikke i dybden mysteriet om os selv og de andres sande ansigt, det lykkes os ikke altid at kende den skjulte sandhed i den virkelighed, der omgiver os og i de begivenheder, der sker for øjnene af os. Vi leder efter et lys, der kan oplyse vores vandring.

Men Nikodemus taler også til os om troens vandring. Det drejer sig ikke om et forløb, der er parallelt med vores egen menneskelige eksistens, men disse to vandringer er altid sammenflettede. Som vi hørte i evangeliet, elskede Gud verden så højt, at Han gav os sin enbårne Søn og i Ham forenedes Han for altid med vores menneskelige natur. Han er altid ved Faderens og ved vores side. På den måde sker det, at hver gang mysteriet om vores liv folder sig ud i en ny dags lys i alt hvad vi er og gør, er vi nær Gud, og vi er i omsorgen ved hans evige favntag: vores liv er “skjult i Kristus med Gud” (Kol 3,3). Og dog erfarer vi nogle gange troens nat, anstrengelsen ved at tro, trætheden i ånden, følelsen af utilstrækkelighed over for evangeliets kald, bitterheden ved vores fiaskoer og angsten for ikke at være på højde med situationen.

Brødre og søstre, Nikodemus lærer os, at disse nætter der ledsager vores liv, trosvandring og den historie, vi lever i, er et velsignelsens sted, et rum for genfødsel, et skød, der altid danner nyt liv. Disse nætter afklæder os og bringer os tilbage til det væsentlige; de river de menneskelige og religiøse masker af os, som vi bærer om dagen, for ikke at blive genkendte eller for at give et billede af os selv, som er forskelligt fra det vi er; de lader os stå nøgne tilbage i vores lys og skygger og fører os tilbage til den ydmyghed, der ligger i at vide, vi ses på med sandhedens øjne tværs gennem det hovmod at vi tror, vores rejse allerede er fuldført og at vi går fremad, som om vi havde et klart lys på alt alle og endda på Gud.

Dette “tomrum” som natten skaber, også når den viser sig i lidelsens eller utilfredshedens, skuffelsens eller vantroens skikkelse, kan være en grund til at tage imod et nyt liv for at forandre og forny sig selv, for at “genfødes fra det høje” som Jesus siger til Nikodemus. Gud kom nemlig ikke for at dømme verden med dens synd og dens vantros nat, men sendte sin Søn for at frelse den, for at give verden det evige liv.

Derfor er også vi kaldede til ikke at dømme “nætterne”; heller ikke de nætter, der er i vores liv og heller ikke Kirkens nætter eller nætterne i samfundet omkring os. Om natten bør vi i stedet gå på vandring som Nikodemus gør, fortsætte med at spørge Herren, åbne os for Åndens vind for ikke mere at tage imod natten som tegn på mislykkethed, men som begyndelsen på et nyt liv.

Og mens vi tænker på vores egen personlige vandring, men også på nætterne i vores kirkelige vandring, på Spaniens og dets byers vandring, på dets gamle og nye former for fattigdom, på dets samfund og kultur, kan vi spørge os selv: hvad er det for nætter, vi selv går igennem? Hvilket råd har de til os? Hvad kaldes vi til at ændre? Hvor bør vi forny os? I hvilken retning vil vi gå, hvilket samfund vil vi opbygge?

Lad os ikke holde op med at søge, spørge os selv og gå i dialog med Gud og med hinanden, også i nattens hjerte. Lad os vandre sammen i den tro, der skaber harmoni mellem vores forskellige ideer og former for sensibilitet for at søge efter den sandhed, der leder os mod det fælles bedste, for at dette land kan blive et sted, der tager imod alle, hvor enhver respekteres i sin personlige værdighed og elskes for det, han er. Lad os åbne os for Åndens gave ved at søge Herren som Nikodemus og ved at tage imod lyset fra Hans evangelium med visheden om, at vi vil erfare et nyt liv i os selv, en nærhed, der velsigner, en kærlighed, der gives os frit og som vil hjælpe os til at gå fra natten over til lyset. For Gud vil, at intet skal gå fortabt, og allerede nu og her ønsker Han at give os det evige liv for at føre os til den lykke, der aldrig hører op.

Måtte Herren unde os ved jomfru Marias indgriben at åbne os for Ham og lade os gennemruske af Hans Ånd.