Et møde med Europas uudtømmelige rigdom

Oversættelse – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Før katekesen blev følgende tekst læst op:

“Siger I ikke: Fire måneder tager det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst.  Den, der høster, får allerede nu sin løn og samler afgrøde til evigt liv, så at den, der sår, og den, der høster, kan glæde sig sammen.  For her gælder det ord: ›Én sår, og en anden høster.‹  Jeg har sendt jer ud for at høste det, I ikke har slidt med; andre har slidt, og I nyder godt af deres slid.” (Joh. 4,35-38)

Hele katekesen:

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!

I dag ønsker jeg at komme med nogle refleksioner om den apostoliske rejse, jeg foretog i sidste uge til Spanien med besøg i Madrid, Barcelona, Montserrat-abbediet og på de Kanariske Øer.

Efter den lange rejse til fire afrikanske lande fordybede jeg mig nu i et europæisk land med en gammel og meget rig katolsk tradition. Og det viste sig helt klart, at i dagens Spanien, der har kendt til betydelige sociale og kulturelle forandringer, blev paven overalt modtaget med entusiasme og åbenhed over for at lytte. Det takker jeg Gud og hele det spanske folk, kongen og de civile myndigheder og de kirkelige fællesskaber for.

Guds folk styrkede mig meget med den festlige måde, det viste sin tro og sine følelser på. For mit eget vedkommende styrkede jeg de troende, og som biskop af Rom opmuntrede jeg dem til at overvinde enhver form for splittelse og modsætninger ved altid at dyrke fællesskab, dialog, enhed i forskelligheden. Dette er netop den tjeneste, Peters efterfølger byder på, en tjeneste, der i de apostoliske rejser finder et specifikt udtryk, som hver gang er tilpasset de kirkelige og sociale situationer i de lande, der besøges.

I Spaniens tilfælde kunne jeg med glæde notere, hvor meget folk af alle aldre og med alle slags baggrund ventede på pavens besøg. Jeg mødte overalt mange mennesker, der modtog mig med megen varme. Det er noget, man ikke kunne tage for givet, og det fortjener nærmere eftertanke. Naturligvis udtrykker en sådan deltagelse som jeg sagde først og fremmest det spanske folks tro; men samtidig mener jeg, at det viser det udbredte behov for at mødes sammen på et sandt og dybtgående grundlag, der ikke er ideologisk og heller ikke bare udtrykker særinteresser. Det er det fundament, som kun Kristus til syvende og sidst kan sikre og som evangeliet gennem de nødvendige former for “inkulturation” kan gøre til en del af folkenes liv. Den kan gøre det, fordi dets budskab fuldt ud imødekommer begge disse krav: søgen efter sandhed og tørst efter retfærdighed.

I Madrid og Barcelona samledes vi både i de store katedraler og på hypermoderne stadier. Vi bad den hellige rosenkrans i Montserrat-abbediet, et majestætisk symbol, en symfoni af sten og lys, der taler til alle om det kristne mysterium. Dette møde med det gamle og det moderne, med katolsk tradition og samtidens kultur gav mig en levende fornemmelse af Europas karakter, dets uudtømmelige rigdom som en aktuel virkelighed, der ikke er et tilbagelagt stadie. Det drejer sig om en arv, der skal værnes om med omhu for at kunne sætte den ind i den globale nutid med dens udfordringer som epoke: fred, integreret økologi, afbalanceret og bæredygtig udvikling, respekt for den menneskelige værdighed. Det er udfordringer, som Det Andet Vatikankoncil allerede klart havde anerkendt og som det efterfølgende magisterium vendte tilbage til, helt indtil min nylige encyclika Magnifica humanitas, der sigter mod at tage vare på den menneskelige person i den kunstige intelligens’ tidsalder.

Jeg fornemmede gennem de forskellige møder behovet for i pavens stemme at lytte til håbets evangelium for dagens menneskehed, der er hårdt prøvet af de negative konsekvenser af en model med en bedragerisk udvikling. Dette behov, som kom til udtryk i de mange vidnesbyrd, jeg kunne lytte til – i vidnesbyrd, der af og til var bevægende, nogle gange opbyggende, genkendte jeg især i ansigterne på de små og fattige, som jeg mødte, hos barnet i sognet som læste sit brev op for mig, hos nogle misbrugsofre, der beder om at blive lyttet til, hos fanger der ventede på mig i fængslet, hos unge fulde af uro og planer, hos migranter i modtagelsescentre på de Kanariske Øer.

Netop der, på De Kanariske Øer, den sidste etape af vores rejse, tilbød der sig flere muligheder for fortolkning. De var på den ene side dikteret af dette øhavs geografiske beliggenhed og på den anden side af realiteterne i en lokal kirke, der tager imod et stort antal mennesker, som er truede af migration og som især kommer fra Afrika. Vi ved, at migrationsfænomenet er komplekst og at det kræver handlingsplaner, der passer til problematikken og er sammenhængende. Men denne fortolkningsmulighed åbner for et andet og mere omfattende perspektiv: den lader os forstå, hvordan vi er kaldede til en ny læsning af evangeliet i verden af i dag ved at udveksle de gaver, der er i vores respektive kulturer og i særdeleshed de frugter i dem, der udspringer af Kristi evangeliums frugtbare kraft. En af disse frugter er netop dialogen mellem mennesker og mellem folk, mødet i broderskabets ånd, der tillader, at man opdager hinanden og værdsætter de værdier, den anden er bærer af. Denne vandring er ikke let; den kræver god vilje og hjælp fra Gud; men den er den vandring, der fører til kærlighedens civilisation.

Kære brødre og søstre, mottoet for denne apostoliske rejse var Alzad la mirade, “Løft blikket”! (jf. Joh 4,35). Det er Jesu ord, henvendt til hans første disciple for at lære dem at se længslen efter liv, sandhed, fylde i mennesker og folkemængder. Herren gentager som det første disse ord for mig, og ved hans nåde har jeg også erfaret det under rejsen. I dag ville jeg gerne dele denne invitation med jer: lad os løfte blikket! Lad os af Jesus lære at se på næsten, mennesker, verden “med Guds øjne”, dvs. med kærlighed, respekt og medlidenhed.

Til slut vil jeg gerne takke alle dem, der har bedt for et godt udfald af denne apostoliske rejse, i særdeleshed de kommuniteter af kontemplative nonner, der takket være Gud er meget talrige i Spanien. Bliv ved med at bede om, at de frø, jeg har spredt ved Jomfru Marias indgriben, vil bære overvældende meget frugt. Tak!