Kirken - pilgrim på vej mod fædrelandet

Oversættelse – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Lumen gentium. 8. Kirken, pilgrim i historien, på vej mod det himmelske fædreland

 Før katekesen blev følgende tekststykke fra Johannes Åbenbaring læst op:

“ Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.  De råbte med høj røst:

Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen,

og fra Lammet.” (Johannes Åbenbaring 7,9-10)

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!

Vi standser i dag ved en del af kapitel VII i det Andet Vatikankoncils konstitution om Kirken og mediterer over en af de egenskaber, der definerer den: den eskatologiske dimension. Kirken vandrer i sin historie på jorden altid hen mod det endelige mål, som er det himmelske fædreland. Det drejer sig om en essentiel dimension, som vi alligevel ofte forsømmer eller minimerer, fordi vi er for koncentrerede om det, der umiddelbart kan ses og om de mest konkrete dynamikker i det kristne samfunds liv.

Kirken er Guds folk på vandring i historien, der som mål for al sin handlen har Guds rige. Jesus begyndte Kirken netop ved at forkynde dette rige af kærlighed, retfærdighed og fred (jvf. LG 5). Altid og for alle forkynder den kaldede til at opfatte den fælles og kosmiske dimension af frelsen i Kristus og til at vende blikket mod denne endelige horisont for at måle og vurdere alt i dette perspektiv.

Kirken lever i historien i tjeneste for Gudsrigets komme i verden. Den forkynder for alle og altid ordene i dette løfte, den modtager et pant på i fejringen af sakramenterne, i særdeleshed eukaristien; den aktualiserer dens logik i relationer, der har med kærlighed og tjeneste at gøre. Den ved også, at den er et sted for og en formidler af dér, hvor fællesskabet med Kristus kan realiseres “stærkere” (LG, 48) idet den samtidigt anerkender, at frelsen kan gives af Gud i Helligånden, også til dem, der findes uden for dens synlige grænser.

Hvad det angår, kommer Lumen Gentium med en vigtig udtalelse: “Kirken er et universelt frelsessakramente” (LG, 48), det vil sige tegn og instrument for denne fylde og fred, der loves af Gud. Det betyder, at den ikke fuldstændig identificerer sig med Gudsriget, men er en spire og en begyndelse til det, fordi fuldendelsen først vil blive givet til menneskeheden og hele verden ved slutningen. De, der tror på Kristus, vandrer altså i denne jordiske historie, der er kendetegnet ved modningen af det gode, men også ved uretfærdighed og lidelser, uden hverken at blive skuffede eller desperate; de lever orienterede mod det løfte, de har modtaget fra “Ham som gør alting nyt” (Apg, 21,5). Derfor realiserer Kirken sin mission mellem det “allerede”, der ligger i, at Gudsriget er begyndt i Jesus og det “endnu ikke”, der ligger i den lovede og ventede fuldendelse. Den vogter over et håb, der oplyser dens vandring, den er også udstyret med den mission, at den skal tale klart om at nægte alt det, der dræber livet og forhindrer dets udvikling og tage stilling til fordel for fattige,  udnyttede, ofre for vold og krige af alle slags, som lider på legeme og sjæl (jvf. Kompendium til Kirkens sociallære nr. 159).

Som tegn og sakramente for Gudsriget er Kirken Guds pilgrimsfolk på jorden, der netop med det endelige løfte som udgangspunkt læser og med evangeliet som udgangspunkt fortolker de dynamikker, der ligger i historien og påpeger det onde i alle dets former og i ord og handling forkynder den frelse, som Kristus vil virkeliggøre for hele menneskeheden med ord og gerning og Hans rige af retfærdighed, kærlighed og fred. Kirken forkynder altså ikke sig selv; tværtimod må alt i den pege hen mod frelsen i Kristus.

I dette perspektiv kaldes Kirken til ydmygt at erkende sin egen menneskelige skrøbelighed og sine egne institutioners forgængelighed`. Selv om disse står i Gudsrigets tjeneste, er de klædt i denne verdens flygtige skikkelse (jvf. LG,48). Ingen kirkelig institution kan gøres absolut, fordi disse lever i historien og i tiden er kaldede til en stadig omvendelse, til fornyelse af formerne og til reform af strukturerne, til den vedvarende gendannelse af relationerne på en måde, så de kan svare til deres mission.

Under Gudsrigets horisont forstås også relationen mellem de kristne, der i dag er ved at fuldføre deres mission og dem, der allerede har fuldført den jordiske tilværelse og er i et stadium af renselse eller salighed. Lumen gentium, siger, at alle kristne udgør én eneste kirke, at der er et fællesskab og en delagtighed i de åndelige goder, der er grundlagt på alle troendes fællesskab med Kristus en fraterna sollicitudo  (en omsorg som mellem søskende) mellem den jordiske kirke og den himmelske kirke: de helliges samfund, der i særlig grad erfares i liturgien (jvf. LG, 49-51). Ved at bede for de afdøde og ved at følge sporene af dem, der allerede har levet som disciple af Jesus, støttes også vi på vandringen, og vi forstærker vores tilbedelse af Gud: vi er kendetegnede af den ene Ånd og forenede i den ene liturgi; sammen med dem, der gik forud for os, lovpriser og ærer vi Den allerhelligste Treenighed.

Vi er konciliefædrene taknemmelige for at have mindet os om denne så vigtige og smukke dimension i at være kristne, og vi forsøger at dyrke den i vores liv.