I er aldrig alene!

Kære brødre og søstre, god søndag!

I dag har vi i evangeliet lyttet til nogle ord, som Jesus henvender til sine disciple under den sidste nadver. Mens han gør brød og vin til det levende tegn på sin kærlighed, siger Kristus: “Hvis I elsker mig, så hold mine bud” (Joh 14,15) Denne udtalelse befrier os fra en misforståelse, det vil sige fra ideen om, at vi er elskede, hvis vi overholder budene. I stedet for er det Guds kærlighed, der er betingelsen for vores retfærdighed. Vi overholder virkelig budene efter Guds vilje, hvis vi erkender Hans kærlighed til os, således som Kristus afslører den for verden. Jesu ord er så en invitation til en relation, ikke en afpresning eller en tvivlsom betingelse.

Det er grunden til, at Herren byder os at elske hinanden, som Han har elsket os (jvf. Joh 13,34): det er Jesu kærlighed, der lader kærligheden fødes i os. Kristus selv er kriteriet, rettesnoren for sand kærlighed: den der er trofast for altid, ren og uden betingelser. Den der hverken kender til et “men” eller et “ måske”, den der giver sig selv helt uden at ville eje, den der giver liv uden at tage noget til gengæld. Fordi Gud elsker os først, så kan også vi elske; og når vi virkelig elsker Gud, så elsker vi også hinanden. Det sker som det gør med livet; kun den, der har modtaget det kan leve, og således kan kun den, der er blevet elsket, elske. Herrens bud er er således en livsorden, der helbreder os fra falske former for kærlighed; de er en åndelig stil, der er vejen til frelse.

Netop fordi Han elsker os, lader Herren os ikke alene i livets prøvelser: han lover os Paraklet, det vil sige vores fortaler og forsvarer, “Sandhedens ånd” (Joh 14,17). Det er en gave, som verden ikke kan modtage (ibid.), så længe den holder fast ved det onde, der undertrykker den fattige, udelukker den svage, dræber den uskyldige. Men den, der svarer på den kærlighed, som Jesus har til alle, finder i Helligånden en allieret, der aldrig svigter:” I kender den”, siger Jesus - “fordi den bliver hos jer og skal være i jer” (Joh 14,17) Altid og overalt kan vi så vidne om Gud, der er kærlighed: dette ord står ikke for en ide´ i den menneskelige tanke, men er realiteten i det guddommelige liv, grunden til at alle ting er skabt af intet og frelst fra døden.

Ved at tilbyde os evig og sand kærlighed deler Jesus sin identitet som elsket søn med os: “Jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer” (Joh 14,20) Dette medinvolverende livsfællesskab dementerer Anklageren, det vil sige modstanderen af Paraklet, den ånd, der er imod vores forsvarer. Mens Helligånden er sandhedens styrke, er denne Anklager “løgnens fader” (Joh 8,44), der vil sætte mennesket op mod Gud og mennesker op mod hinanden: netop det modsatte af det, Jesus gør, når Han frelser os fra det onde og forener os som et folk af brødre og søstre i Kirken.

Lad os da kære, fulde af taknemmelighed for denne gave, betro os til Jomfru Marias forbøn, hun som er Moder til den guddommelige kærligheds indgriben.

Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten