Et taknemmeligt tilbageblik

Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Før katekesen blev følgende uddrag fra Matthæusevangeliet læst:

 “Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.  Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.  Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt 28,16-20)

Her følger katekesen:

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!

I dag vil jeg tale om den apostoliske rejse, jeg foretog fra den 13. til den 23. april, hvor jeg besøgte fire afrikanske lande: Algeriet, Cameroun, Angola og Ækvatorialguinea.

Lige fra begyndelsen af mit pontifikat har jeg tænkt på en rejse til Afrika. Jeg takker Herren, der forundte mig at foretage den som Hyrde for at møde og opmuntre Guds folk og også for at leve rejsen som et fredsbudskab i et historisk øjeblik, der markeres af krige og af alvorlige og hyppige overtrædelser af international ret. Og jeg udtrykker min mest dybtfølte tak til biskopperne og de civile myndigheder, der modtog mig og alle dem, der samarbejdede i organiseringen af rejsen.

I den hellige Augustins fodspor i Algeriet

Forsynet ville, at første etape af rejsen netop var det land, hvor man finder den hellige Augustins steder, dvs. Algeriet. Således var jeg i den situation, at jeg igen på den ene side kunne tage udgangspunkt i mine åndelige rødder og på den anden side kunne forstærke meget vigtige broer for verden og Kirken i dag: broen til den yderst frugtbare tid med kirkefædrene, broen til den islamiske verden, broen til det afrikanske kontinent.

I Algeriet fik jeg en modtagelse, der ikke bare var respektfuld, men også hjertelig; vi kunne komme i tæt kontakt med dén verden og vise, at det er muligt at leve sammen som brødre og søstre, også selvom vi tilhører forskellige religioner, når man genkender sig som børn af den samme barmhjertige Far. I øvrigt var det en velegnet lejlighed til at gå i den hellige Augustins skole: med erfaringen om hans liv, hans skrifter og hans spiritualitet er han en mester i at søge Gud og sandheden. Et vidnesbyrd der i dag er mere vigtigt end nogensinde for kristne og for alle andre.

En kristen trosfest i Cameroun, Angola og Ækvatorialguinea

I de efterfølgende tre lande, jeg har besøgt, er der derimod et stort kristent flertal i befolkningen. Derfor var jeg omgivet af et klima, hvor der blev fejret en troens fest, med en varm modtagelse, der også blev fremmet af de typiske træk i det afrikanske folk. Som mine forgængere erfarede jeg også lidt af det, der skete med Jesus i folkemængden i Galilæa: han så dem tørstige og hungrende efter retfærdighed, han sagde til dem: “salige er de fattige, salige er de sagtmodige, salige er de der stifter fred.…”, og da han erfarede deres tro, sagde han: “I er jordens salt og verdens lys” (jvf. Matt 5,1-16)

Besøget i Cameroun gav mig lejlighed til at forstærke appellen til sammen at arbejde for forsoning og fred, fordi også dette land desværre er kendetegnet af spændinger og vold. Jeg er glad for at være rejst til Bamenda i det engelsksprogede område, hvor jeg opmuntrede til at fortsætte med at arbejde sammen for fred. Cameroun kaldes “Afrika i miniature”, med henvisning til forskelligheden og rigdommen i dets natur og ressourcer; men vi kan også forstå dette udtryk, at de store behov, som hele kontinentet har, genfindes i Cameroun : problemet med en ligelig fordeling af rigdommene, behovet for at give plads til de unge ved at overvinde den store korruption, ved at fremme den helhedsorienterede og bæredygtige udvikling, ved at gå imod de forskellige former for neokolonialisme og ved et fremsynet internationalt samarbejde. Jeg takker Kirken i Cameroun og hele folket i Cameroun, der tog imod mig med så meget kærlighed og jeg beder om, at enhedens ånd, der manifesterede sig under mit besøg, holdes levende og leder valg og fremtidige handlinger.

Angola – en historisk smeltedigel

Den tredje del af rejsen gik til Angola, et stort land syd for Ækvator med en århundredgammel kristen tradition, der hænger sammen med den portugisiske kolonisering. Som mange afrikanske lande er Angola efter at have opnået uafhængigheden gået igennem en urolig periode, som for dets vedkommende resulterede i et blodbad forårsaget af en lang, intern krig.  I denne historiske smeltedigel har Gud ledet og renset Kirken ved mere og mere at omvende den til at tjene evangeliet, til at fremme det menneskelige, til forsoning og fred. En fri kirke til et frit folk! I Mariahelligdommen  Mamã Muxima, der betyder “Hjertets moder”, mærkede jeg pulsslaget fra Angolas folk. Og ved de forskellige møder så jeg med glæde mange ordensfolk i alle aldre, en profeti om himmeriget. Jeg så kateketer, der fuldstændig dedikerer sig til at gøre det bedste for fællesskabet; jeg så kvinder og mænd bevæge sig i dansens rytme i lovsang til den opstandne Herre. – Han som er grundlaget for et håb, der er modstandsdygtigt over for de skuffelser, der er kommet af ideologierne og de mægtiges tomme løfter.

Dette håb kræver et konkret engagement, og Kirken har ansvaret for med vidnesbyrd og modig forkyndelse af Guds Ord at anerkende alles rettigheder og fremme, for at de virkelig respekteres. Over for de civile angolanske myndigheder, men også over for andre landes myndigheder har jeg kunnet forsikre om Den katolske Kirkes vilje til at fortsætte med at give dette bidrag, i særdeleshed inden for sundhed og uddannelse.

Ækvatorialguinea – 170 år efter den første evangelisering

Det sidste land, jeg besøgte, er Ækvatorialguinea 170 år efter den første evangelisering i landet. Med traditionens visdom og Kristi lys er det guineanske folk kommet igennem, hvad der er sket i dets historie, og i de seneste dage har det i pavens tilstedeværelse med stor entusiasme fornyet sin vilje til sammen at gå fremad mod en håbets fremtid.

Jeg kan ikke glemme, hvad der skete i fængslet i Bata, i Ækvatorialguinea. De indsatte sang med fuld styrke en takkesang til Gud og til paven, og de bad om bøn “for deres synder og for deres frihed”. Jeg havde aldrig set noget lignende. Og så bad de Fadervor sammen med mig under den silende regn. Et ægte tegn på Gudsriget. Og stadig under regnvejret begyndte så det store møde med ungdommen på Bata-stadion. En kristen glædesfest, med rørende vidnesbyrd fra unge, der i evangeliet har fundet vejen til en vækst i frihed og ansvar. Denne fest kulminerede i fejringen af eukaristien den følgende dag, der var en værdig afslutning på besøget i Ækvatorialguinea og også hele den apostoliske rejse.

Kære brødre og søstre, pavens besøg er for de afrikanske befolkninger anledning til at lade deres stemmer høre, til at udtrykke glæde over at være Guds folk og til håbet om en bedre fremtid med værdighed for hver og en. Jeg er glad for at have givet dem denne mulighed, og samtidigt takker jeg takker jeg Herren for det, de har givet mig, en uvurderlig rigdom for mit hjerte og min tjeneste.