“I er tegn på håb i en verden præget af absurd og umenneskelig vold”

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Fredag den 10. april modtog paven i Vatikanet den kaldæiske bispesynode, som er samlet i Rom fra den 9. til den 15. april for at vælge en ny patriark efter 77-årige kardinal Louis Sako, patriark af Bagdad, der fratræder på grund af alder. Den kaldæiske kirke er udbredt i Mellemøsten og Iran; men i dag findes der på grund af stor udvandring også en stor diaspora i den vestlige verden. Den kaldæiske kirke forlod i 1551 den nestorianske kirke for at indgå fuld union med Den katolske Kirke.

Kristi disciple står aldrig på samme side som den, der kaster bomber

Paven kaldte de kaldæiske kristne for et tegn på håb i et Mellemøsten, der er hærget af krig og vold, hvor steder, der er hellige for områdets kristne, “profaneres af krigens blasfemi og af økonomiske interessers brutalitet, der dikteres af grådighed og had uden hensyntagen til de mennesker, der berøres af det”.

“Men ingen interesse kan være vigtigere end de svages, børnenes, familiernes liv; ingen sag kan retfærdiggøre, at uskyldigt blod udgydes”.

Paven mindede om, at de kristne i området er kaldede til: “utrætteligt at arbejde for fred i Kristi navn”, og at den, der er Kristi discipel “aldrig står på samme side som den, der i går greb til sværdet og i dag kaster bomber “.

Han fastslog, at de kristnes pligt er at arbejde for fredeligt samliv og dialog mellem folkene.

En kirke med dybe historiske rødder

Paven sagde, at den kaldæiske kirke har sat et varigt præg på området: “ Jeres kirke har sine dybe rødder i den tidlige apostoliske kirke, for som repræsentant for en ældgammel og frugtbar tradition, tæt forbundet med de steder, der er frelsens kilder, forstod den at bære evangeliet ud over det romerske riges grænser, mens den udviklede en kristendom rig på tro, kultur og missionsånd og nåede helt til Indien og Kina. Vi vogter over en levende og ædel arv, en tro, der er blevet givet videre gennem århundreder med mod og troskab.”

Samtidig er kaldæerne dybt prægede af en lang og dramatisk historie: “Jeres historie er strålende, men også mærket af meget hårde prøvelser: krige, forfølgelser, lidelser, der har ramt jeres fællesskaber og spredt mange troende ud over hele verden”.

Pavens ønsker for den nye patriark

Paven ønskede sig en ny patriark, der kan være en samlende figur og en klippe i troen: “Gid den ny patriark først og fremmest vil være en fader i troen og et tegn på fællesskab med alle og mellem alle. Det kunne godt se ud, som om det at leve efter evangeliet, det vil sige i sagtmodighed og med tålmodig søgen efter enhed, går mod strømmen og nogle gange måske er kontraproduktivt, men i virkeligheden viser det sig at være den klogeste vej, for kærlighed er den eneste styrke, der vinder over det onde og får døden til at lide nederlag. Det der vinder og aldrig får ende er den kærlighed, som apostlen Paulus taler om” (i 1. Kor 13, 4-7)

Paven opfordrede afsluttende de kaldæiske kristne til at arbejde for broderligt fællesskab med andre kristne konfessioner i Mellemøsten.