Enhver solidarisk og tilgivende gestus er en bid brød for menneskeheden

Pave Leo fortsætter fokus på fred, frihed og retfærdighed

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Pave Leo prædikede fredag på Papoma Stadion i havnebyen Douala, Camerouns økonomiske centrum og en by med over to millioner indbyggere.

Udgangspunktet for hans prædiken var Joh 6,1-15, hvor der fortælles om bespisningen af de femtusinde ved Tiberias Sø.

Paven prædikede på både fransk og engelsk. Han sammenlignede den store mængde, der dengang kom for at høre Jesus med de 120.000, der var kommet til messen. “Men der var ikke ret meget at spise for alle disse mennesker – kun “fem bygbrød og to fisk (Joh. 5,9). Når han ser dette misforhold, spørger Jesus os i dag, som han spurgte sine disciple dengang: hvordan løser I dette problem? I ser alle disse sultende og udkørte mennesker. Hvad gør I?”

 Paven mindede om, at disse spørgsmål er henvendt til os alle – også i dag. Mens Jesus venter på vores svar, velsigner han brød og fisk – de mangedobles, og det er miraklet! “Der er brød nok til alle, hvis man giver det. Der er brød til alle, hvis det gives til alle. Lad os se nærmere på den gestus, Jesus foretager. Når Guds Søn tager brød og fisk, så takker Han frem for alt andet. Han er taknemmelig over for Faderen for et gode, der bliver til gave og velsignelse for hele folket.”

Brød, fred, frihed og retfærdighed

Bespisningsunderet handler ikke bare om brød – det handler også om: “at vi kan bringe denne føde ud til alle mænd og kvinder, der hungrer efter fred, frihed, retfærdighed som os. Enhver gestus af solidaritet og tilgivelse, ethvert initiativ til noget godt er en bid brød for den menneskehed, der har brug for helbredelse”, sagde paven, der mindede om, at Kristus er brød for både vores legeme og vores sjæl i angst, mørke og lidelse.

Når vi er samlede rundt om eukaristien, bliver nadverbordet derfor en forkyndelse af håb i de prøvelser, vi ser i historien og i de former for uretfærdighed, der omgiver os.

Vi må være Kristi vidner og gøre som Han gjorde – dele brødet. Det vil ofte gøre vores liv vanskeligere; men her må man stole på Gud, sagde paven og citerede fra Salmernes Bog (27v.14): “ Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod, sæt dit håb til Herren!”

Han opfordrede de unge til at bruge deres kræfter til at kæmpe for Camerouns fremtid og til ikke at give efter for fristelser til korruption. Det gælder om at gøre som de første kristne gjorde i Apostlenes Gerninger – at forkynde den Opstandne til en lidende jord som tegn på fred, der hvor der er magtkampe og korruption og som et tegn på den befriende tro.

18 april 2026, 10:19