Bamenda fester for pave Leo
Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
På sin anden dag i Cameroun præsiderede paven torsdag ved et fredsmøde i Bamenda, en engelsksproget by i det anglofone område i det ellers overvejende fransksprogede Cameroun. Paven kom med fly fra Yaounde´- en tur på omkring 50 minutter. Byen bærer stærkt præg af de stærke spændinger, der findes mellem det engelsktalende mindretal og det fransksprogede flertal – spændinger der kan spores helt tilbage til kolonitiden. Denne dag var dog præget af glade mennesker, der festede og dansede i gaderne, skriver Vatican News. Skilte og bannere langs vejsiden hilste pave Leo velkommen som “budbringer om fred” I anledning af pavens besøg havde separatistbevægelsen erklæret våbenhvile. I Cameroun findes der otte fransktalende regioner og to engelsktalende. Historisk set startede konflikten efter Den første verdenskrig, hvor landet blev splittet op i et område under britisk dominans og et under fransk. Ved uafhængigheden i 1960-61 blev de to områder forenede i en stat, hvilket har skabt stærk utilfredshed hos den engelsktalende del af befolkningen.
“I er byen på bjerget” sagde pave Leo med udgangspunkt i Matt 5,14 “En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.”.
Paven understregede i sin tale, hvordan konflikten mellem separatister og regering har skabt mere fællesskab mellem muslimske og kristne ledere der ønsker fred.
Han advarede mod mennesker, der vil “manipulere med religion og Guds navn af hensyn til egen militær og politisk vinding ved at drage alt hvad der er helligt ind i mørke og snavs”.
