“Større økologisk ansvarlighed er nødvendig”

Marina Tomarro – Treviso

Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Offentligt ansatte administratorer, repræsentanter for erhvervslivet, forskere og folk fra kulturlivet samledes sammen med mere end 100 journalister fra 40 forskellige lande fra den 18. til den 21. marts i Treviso i Norditalien til den 17. konference i Greenaccord – et dialogforum for miljøspørgsmål og sociale udfordringer.

Dette års tema var “Building Future Together – en ny menneskehed tørster efter fremtiden,” 

“Økologisk ansvarlighed forstås ikke udtømmende ved at bruge tekniske data. De er nødvendige, men er ikke nok. Det er nødvendigt med en dannelse, der involverer sind, hjerte og hænder. Nye vaner, fælles stile, praktikker på højt niveau”. Sådan henvender pave Leo XIV sig i et telegram underskrevet af Vatikanets statssekretær, Pietro Parolin til deltagerne i Greenaccords forum. Han gør det ved at citere sit apostoliske brev Disegnare nuove mappe di speranza (at skabe nye kort for håbet), fra oktober 2025. Ved sammen at møde de aktuelle kriser – skriver paven – kan man fremme et socialt milieu, der er respektfuldt og inkluderende for at garantere en bedre fremtid for de nye generationer”.

Parolin: gå over tærsklen for at beskytte skaberværket

I mødet deltog også kardinal Beniamino Stella, præfekt emeritus for den tidligere klerikerkongregation. Han oplæste et indlæg fra kardinal Parolin om 800-året for Frans af Assisis Solsang og for 800-års jubilæet for den hellige Frans af Assisis transitus (franciskansk fest – fejres hvert år den 3. oktober for den hellige Frans´overgang til det evige liv). “Hvis det at være sammen om at bygge fremtiden er vores erklærede horisont”, forklarede Parolin og citerede temaet for konferencen – “kræver det frem for alt andet, at man “går over tærsklen” og “går ind i et nyt hus”. Det er betingelsen. Overholdes den ikke, risikerer varetægten for skaberværket at svinge mellem ideologisering og teknikforgudelse, mellem emotionel overdrivelse og proceduremæssig kulde, mellem opbyggende retorik og styring uden sjæl”. Og idet han henviste til ottehundrede års jubilæet for Frans af Assisis Solsang, understregede kardinalen, at denne tilbagevendende begivenhed ikke er en årsdag, der bare skal arkiveres i hukommelsen, men en lejlighed, der er egnet til at finde et logos, et ord, der er egnet til at skabe inklusion og fællesskab. “Solsangen giver os ikke bare en naturfølelse – skriver statssekretæren – den giver os menneskeord, som giver liv til en spirituel og intellektuel holdning, der ved at befri menneskene fra at blive offer for deres trang til selvhævdelse samler dem i en permanent kaldelse til at tage vare på Skaberværket”.

Franciskansk erfaring og integreret intelligens

Kardinal Parolin understregede, at når man kalder det, man ikke ejer, for “bror” og “søster” er det en handling, der udtrykker en meget høj grad af omsorg.  Dermed udtrykker man sin anerkendelse af, at virkeligheden frem for alt er relation og at det, der er til, er en gave, der skal anerkendes og modtages, før det betragtes som en ressource, der skal udnyttes og konsumeres. “Herfra – sagde kardinalen – fødes den autentisk filosofiske del af det franciskanske”. Også emnet kunstig intelligens blev berørt. Det blev set som test for vores menneskelige modenhed. “ Det har ikke en korrigerende funktion; men er en retningsgiver, der kan præge udgangspunktet i valg af planlægning og effektiv ansvarsfuldhed hos den, der har instrumenter og data”.

Frans´ Solsang – “kulturernes diplomati”

 Med henvisning til det centrale i Solsangen fastslog Parolin, at dialogens spiritualitet udfoldes som “diplomati mellem kulturer”. For det centrale problem i vores tid er ikke blot presset på økosystemerne, men at folk, generationer, fællesskaber mister tilliden til hinanden. “ Det fælles samarbejde, forklarede han i sit indlæg, der blev læst op af kardinal Stella, er ikke “ de mættes paternalisme” – det er menneskers indbyrdes forbundethed, dér hvor ingen reddes alene. Det gensidige kendskab er ikke et resultat af “spionage” eller “voyeurisme”: det er metode og kriterium, for det neutraliserer de stereotypier, der opbygger en identitet, hvor man dyrker sin egen bedreværdsfølelse og forhindrer, at pluralitet bliver en skyttegrav med evige friktioner”.

Værn om og opbyg fred og retfærdighed

Solsangens logos vil også fortælle, at fred med jorden og fred mellem mennesker bunder i ét og samme engagement. “Dér hvor det skabte er såret, dér går samfundet i stykker. Der hvor relationen mellem dem korrumperes – der bliver teknikken en magt, der adskiller”. Og det er netop ordet “varetage” som det franciskanske jubelår, Solsangen og dette forum videregiver til os. At tage vare på skaberværket som en retfærdighedshandling, at tage vare på den anden i hans umistelige værdighed, at tage vare på videnskaben for at den kan blive ved med at være dybtgående kundskab. At tage vare på fremtiden som alliance mellem generationerne. “Hvis den hellige Frans´død minder os om, at menneskelivet når sin fylde, når det gives, konkluderede Parolin – og hvis Solsangen lærer os at nævne verden som broderskab og ikke som ejendom eller bytte, så kan det “at bygge fremtiden sammen” aldrig blot være et operativt mål, der skal nås: det bør blive en stil i den måde vi tænker på og den måde, institutionerne fungerer på, et fredens diplomati der begynder i sproget, står sin prøve i samarbejdet og viser sig som sandt i omsorgen for de skrøbelige”.