Møde i det pavelige akademi for teologi
Vatican News
Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Mødet arrangeres af PATH (Ponteficia Academia di Teologia - det pavelige akademi for teologi) Den 13. mødesession i det teologiske forum under akademiet er en del af den fornyelse, pave Frans indledte med det apostoliske brev Ad theologiam promovendam, hvor statutter og mission for PATH redefineres. Impulsen til denne møderække udgår fra de ord, pave Leo XIV nævnte under audiensen den 13. september 2025 om en teologi, der som grundlag har mødet med Kristus og som er åben over for mødet med filosofi, videnskaber, retsvidenskab, kunst og digitale kulturer,” skriver Vatican News.
Det bliver præsidenten for PATH, monsignor Antonio Staglianò, der åbner med at tale om teologiens mulige “epistemiske revolution”. Derefter følger en forelæsning af Massimo Naro om teologien som en scientia sui generis (en videnskab af sin art) og dens møde med nutidige videnskaber. Teodora Rossi vil komme med et indlæg om moralteologi set under en postmoderne horisont. Francesca Cocchini vil tale om de patristiske rødder til visdomsteologien og Jean Ehret med en aktuel model, der er inspireret af Augustin, Thomas Aquinas og Rosmini.
Der fortsættes den 7. marts med en rundbordssamtale med titlen: “Fra tro til broderskab: teologi som matrix for en solidaritetens kultur”. Det drejer sig om et indslag, der sammenfletter kunst, retsstat, pastoralteologi, miljø og institutioner. Samtalepartnerne vil blandt andet være ansatte fra Vatikanmuseerne, en journalist, en teolog og en oberst fra carabinierekorpset. “ En autentisk teologi er både videnskabelig, visdomsbaseret og solidarisk”, siger Staglianò. Den går i dialog med videnskaberne, stiller sig selv spørgsmål om IA, fremmer og vogter over menneskets værdighed, genererer broderskab. I dag er den mere end nogensinde kaldet til at være ansvarlig for menneskets fremtid”.
Møderne i det pavelige akademi for teologi vil være offentlige for publikum og vil blive streamet direkte på Youtube på det pavelige teologiske akademis kanal.
Det pavelige teologiske akademi blev grundlagt i Rom, og pave Clemens XI gav det dets første statutter. Akademiet nød stor velvilje fra de efterfølgende paver, og i 1838 fik det nye statutter udarbejdede af Gregor XVI. I 1999 fik det igen nye statutter – denne gang udarbejdede af pave Johannes Paul II. I 2023 fik akademiet nye statutter under pave Frans. Her lægges der vægt på at bringe akademiets grundlag i overensstemmelse med den synodale proces. Et af akademiets fornemste mål er at støtte dialogen mellem tro og fornuft, meddeler akademiets hjemmeside. “ En af de fornemste opgaver for akademiets medlemmer består i forståelsen af den åbenbarede sandhed og dens præsentation for mennesker i dag for at de skal modtage Kristi budskab og inkarnere det i deres eget liv og deres egne kulturer som en uudtømmelig kilde til fornyelse både på troens og moralens område. Derfor kræves det af akademiet, at det tager sig af studiet af en filosofisk antropologi og en metafysik for det gode i en gavnlig dialog mellem teologien og de forskellige filosofiske strømninger med henblik på kommunikationen af troen og en dybere forståelse af den”, skriver akademiet på sin hjemmeside.
