Kirken – et folk af præster og profeter

Oversættelse – Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Dokumenter fra Det Andet Vatikankoncil. Den dogmatiske konstitution Lumen gentium. 4 Kirken – et folk af præster og profeter

Før katekesen blev dette tekststykke læst op:

 Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys,  I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed (1. Pet. 2,9 – 10)

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!

I dag vil jeg gerne opholde mig endnu en gang ved det andet kapitel i den konciliære konstitution Lumen gentium (LG), der er tilegnet Kirken som Guds folk.

Det messianske folk (LG, 9) modtager fra Kristus deltagelsen i den profetiske og kongelige præstegerning, hvor Hans frelsende mission bliver til virkelighed. Konciliefædrene lærer, at Herren Jesus ved hjælp af den nye og evige pagt indstiftede et kongedømme af præster (1Pet 2,9; jvf. 1Pet 2,5; ApG 1,6). Dette de troendes almindelige præstedømme gives med dåben, der sætter os i stand til at dyrke Gud i ånd og sandhed og til “offentligt at bekende den tro, der modtages af Gud gennem Kirken” (LG, 11). I øvrigt, gennem konfirmationens eller firmelsens sakramente bliver alle de døbte “forbundet med Kirken på en mere perfekt måde; de beriges af Den Hellige Ånds særlige kraft og er på den måde mere tæt forpligtede til at udbrede og forsvare troen i ord og gerning som Kristi sande vidner” (ibid.). Denne indvielse er rodfæstet i den fælles mission, der forener de ordinerede præster og troende lægfolk.

I den sammenhæng sagde  pave Frans: “ At se på Guds folk er at huske, at vi alle kommer ind i Kirken som lægfolk. Det første sakramente, det som for altid forsegler vores identitet og som vi altid bør være stolte af, er dåben. Gennem den og Helligåndens salvelse “indvies de  [de troende]til at opbygge et åndeligt tempel og et helligt præstedømme” (LG, 10), så vi alle udgør Guds hellige folk”  (Brev til præsidenten for den pavelige kommission for Latinamerika, 19 marts 2016).

Udøvelsen af det kongelige præstedømme sker på mange måder, der alle sigter mod vores helliggørelse, især gennem eukaristiens offer. Gennem bøn, askese og kærlighedsgerninger vidner vi således om et liv, der fornyes af Guds nåde (jvf.  LG, 10). Som koncilet sammenfatter det: “ det præstelige fællesskab viser sin hellighed og fællesskabets organiske struktur gennem sakramenterne og hellig livsførelse “(LG, 11).

Koncilsfædrene lærer videre, at Guds hellige folk også tager del i Kristi profetiske sendelse (jvf. LG, 12). I denne kontekst introduceres det vigtige tema trossans og de troendes enstemmige tilslutning.  Koncilets doktrinære konstitution præciserede, at denne sensus fidei  “er som en evne, der tilhører hele Kirken og takket være hvilken den i sin tro anerkender den overleverede åbenbaring ved at skelne mellem sandt og falskt i trosspørgsmål samtidig med, at den trænger dybere ind i troen og med øget fylde anvender den på livet” (jvf.  Acta Synodalia, III/1, 199). Trossansen tilhører de enkelte troende, ikke fordi det er deres egen personlige ret, men fordi de er i besiddelse af den som medlemmer af hele Guds samlede folk.

 Lumen gentium koncentrerer sin opmærksomhed på dette sidste aspekt og sætter det i relation til Kirkens ufejlbarhed, som også den romerske paves ufejlbarhed er en tjenende del af. Den samlede mængde af troende, der har modtaget salvelsen fra den Hellige (jvf. 1. Joh, v 2,20.27) kan ikke fejle i sin tro og viser denne sin særlige ejendom gennem den overnaturlige sans hos hele folket i tros- og moralanliggender (jvf. LG, 12). Som de troendes fællesskab, der naturligvis inkluderer hyrderne, kan Kirken ikke fejle i troen: organet for denne dens egenskab der har sit grundlag i Helligåndens salvelse er den overnaturlige sensus fidei hos hele Guds folk, der viser sig i de troendes konsensus. Af denne enhed, som det kirkelige læreembede vogter over, følger, at enhver døbt er et aktivt subjekt i evangeliseringen, kaldet til at give et konsekvent vidnesbyrd om Kristus i overensstemmelse med den profetiske gave, som Herren indgyder i hele sin Kirke.

Den Hellige Ånd, der kommer til os fra den opstandne Jesus, uddeler faktisk “blandt de troende på enhver plads i Kirken specielle nådegaver med hvilke den gør dem egnede og parate til at påtage sig de forskellige hverv og embeder, der tjener til fornyelse og til Kirkens større udbredelse” (LG, 12). En særlig demonstration af denne karismatiske vitalitet tilbydes af det gudviede liv, der vedvarende spirer og blomstrer ved nådens værk. Også de kirkelige sammenslutninger er et lysende eksempel på varieteten og frodigheden ved de åndelige frugter til opbyggelse af Guds folk.

I kære, lad os i os genopvække bevidstheden og taknemmeligheden hos os selv over at have modtaget den gave, at vi er en del af Guds folk; og også det ansvar, dette medfører.