Kirken er Guds folk

Oversættelse - Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Følgende tekststykke blev læst før pavens katekese:

Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.  Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. (Jer 31,33)

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!

Idet vi fortsætter med at reflektere over den dogmatiske konstitution Lumen gentium (LG) standser vi i dag ved det andet kapitel, der er helliget Guds folk.

Gud, som har skabt verden og menneskeheden og som ønsker at frelse ethvert menneske, fuldender sit værk i frelseshistorien ved at vælge et konkret folk og ved at tage bolig i det. Af den grund kalder Han Abraham og lover ham et afkom, der er så talrigt som himlens stjerner og havets sand (jvf. 1. Mos 22,17-18). Gud indstifter en pagt med Abrahams børn efter at have befriet dem fra trællekår. Gud knytter pagtens bånd med dem, Han ledsager dem, Han tager sig af dem, Han samler dem, hver gang de farer vild. Derfor er dette folks identitet givet af Guds handling og troen på Ham. Det kaldes til at blive et lys for andre folk, som et fyrtårn der vil tiltrække alle de andre folk. (Jvf. Es 2,1-5)

Koncilet fastslår: “ men alt dette skete til forberedelse af og som tegn på denne nye og perfekte pagt, der skulle afsluttes med Kristus og på den mere fuldendte åbenbaring, der skulle overføres af Ordet selv, der af Gud blev til menneske” ( LG, 9). Det er jo Kristus, der ved at give sin krop og sit blod samler dette folk og det på en definitiv måde i sin skikkelse. Det består nu af folk, der kommer fra en hvilket som helst nation; det er forenet i troen på Ham, af tilslutningen til Ham, af at leve af Hans liv, drevne af den Opstandnes ånd. Dette er Kirken: Guds folk der får sin egen eksistens fra Kristi legeme  [1] og som selv er Kristi legeme. [2]: det er ikke et folk som de andre, men Guds folk, kaldt sammen af Ham og skabt af kvinder og mænd, der kommer fra alle jordens folk. Dets forenende princip er ikke et sprog, en kultur, en etnisk herkomst, men troen på Kristus; Kirken er i følge en god formulering fra koncilet “forsamlingen af dem, der i tro ser hen til Jesus” ( LG, 9).

Det drejer sig om et messiansk folk, netop fordi det som sit hoved har Kristus, Messias. De, der er en del af det, bryster sig ikke af fortjenester eller titler, men kun af den gave, det er at være i Kristus og ved Ham at være Guds døtre og sønner. Det der tæller i Kirken før en hvilket som helst anden opgave eller funktion er den at være indpodet i Kristus, at være Guds børn ved Hans nåde. Dette er også den eneste ærestitel, vi burde søge efter som kristne. Vi er i Kirken for uden ophør at modtage Faderens liv og leve som Hans børn og som søskende indbyrdes. Den lov, som besjæler relationerne i Kirken, er kærlighed sådan som vi modtager den og erfarer den i Jesus; og dens mål er Guds rige, som hele menneskeheden er på vej hen imod.

Forenet i Kristus, Herre og Frelser for enhver mand og kvinde, kan Kirken aldrig blot være optaget af sig selv, men er åben for alle og er til for alle. Da de kristustroende hører til der, minder Koncilet os om, at “alle mennesker er kaldede til at udgøre Guds nye folk”. Derfor må dette folk ved at forblive et og i sig selv unikt udbredes til hele verden og til alle tider, for at Guds vilje opfyldes, Han som i begyndelsen skabte en menneskenatur og vil samle sine børn, der var blevet spredt “ (LG, 13).Også de, som endnu ikke har taget mod evangeliet, er derfor på nogle måder orienterede mod Guds folk og ved at arbejde med for Kristi mission kaldes Kirken til at udbrede evangeliet overalt og til alle (jfr. LG, 17), for at enhver kan komme i kontakt med Kristus. Dette betyder, at der i Kirken er og bør være plads til alle og at enhver kristen er kaldet til at forkynde evangeliet og give vidnesbyrd ethvert sted, hvor man lever og arbejder. Det er sådan, at dette folk viser sin katolicitet ved at tage imod alle de rigdomme og ressourcer, der findes i de forskellige kulturer og samtidig ved at tilbyde dem evangeliets nyhed for at rense og opløfte dem. (jvf. LG, 13).

I denne betydning er Kirken én, men inkluderer alle. Sådan beskrev en stor teolog den: Som den eneste frelses ark bør den i sit store kirkeskib modtage al menneskelig mangfoldighed. Som den eneste festsal er alt hvad der uddeles dér til at spise præget af hele skaberværket. Som Kristi sømløse kjortel er den også – og den er den samme- Josefs klædning med mange farver”. [3]

Det er et stort håbstegn – især for vore dage, der er gået gennem så mange konflikter og krige at vide, at Kirken er et folk, hvor mænd og kvinder, der er forskellige ved nationalitet, sprog og kultur, lever sammen. Det er et tegn, der er sat i menneskehedens hjerte, et kald og en profeti om den enhed og den fred, som Gud Fader kalder alle sine børn til.

[1] Cfr J. Ratzinger, Il nuovo popolo di Dio, Brescia 1992, 97.

[2] Cfr Y. M.-J. Congar, Un popolo messianico, Brescia 1976, 75.

[3] Cfr H. de Lubac, Cattolicismo. Aspetti sociali del dogma, Milano 1992, 222.