Gud er også i skrøbeligheden

Oversættelse – Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Før katekesen blev dette tekststykke læst op:

men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.  Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed. (Ef 4,15-16)

Dokumenter fra Det Andet Vatikankoncil. Den dogmatiske konstitution Lumen gentium. 2. Kirken, synlig og åndelig virkelighed

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!

I dag fortsætter vi vores fordybelse i Lumen gentium, Det Andet Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken. I det første kapitel, dér hvor man især vil svare på spørgsmålet om, hvad Kirken er, beskrives den som “en kompleks realitet”. (Nr. 8). Nu spørger vi os selv om, hvad den kompleksitet består i. Nogen kunne tænkes at svare, at Kirken er kompleks i og med, at den er “kompliceret” og derfor vanskelig at forklare; en anden kunne muligvis tænke, at dens kompleksitet kommer af det faktum, at den er en institution, der rummer 2.000 års historie med forskellige karakteristiske træk som enhver anden social eller religiøs sammenslutning. Men i det latinske sprog indikerer ordet “kompleks” snarere den ordnede sammensathed af forskellige aspekter og dimensioner inden for en og samme virkelighed. Af den grund kan  Lumen gentium erklære, at Kirken er en harmonisk sammenføjet organisme, hvor den menneskelige og den guddommelige dimension lever side om side, uden adskillelse og uden sammenblanding.

Den første dimension er straks mærkbar i og med at Kirken er et fællesskab af mænd og kvinder, der deler glæden og det hårde arbejde ved at være kristne, idet den forkynder evangeliet og gør sig til tegn på Kristi nærvær, der ledsager os på livets vandring. Og dog er et sådant aspekt, der også viser sig i en institutionel organisation, ikke tilstrækkeligt til at beskrive Kirkens sande natur, for den ejer også en guddommelig dimension. Denne sidste består ikke i en ideel og perfekt karakter eller i at dens medlemmer er åndeligt overlegne, men i den kendsgerning, at Kirken er skabt ud fra Kirkens kærlige plan med menneskeheden som den er realiseret i Kristus. Kirken er af den grund på samme tid både et jordisk fællesskab og Kristi legeme, en synlig forsamling og et åndeligt mysterium, en realitet der er til stede i historien og et folk, der er på pilgrimsvandring mod Himlen (LG, 8; CCC, 771).

Den menneskelige og den guddommelige dimension integreres harmonisk i hinanden, uden at den ene får overmagt over den anden; sådan lever Kirken i dette paradoks; den er en både menneskelig og guddommelig virkelighed, der modtager mennesket som synder og fører det til Gud.

For at kaste lys ind over en sådan kirkelig tilstand henviser Lumen gentium til Kristi liv. Den der mødte Jesus langs vejene i Palæstina, fik erfaringer om hans menneskelige natur, hans øjne, hans hænder, lyden af hans stemme. Den der besluttede at følge ham blev drevet af erfaringen med hans imødekommende blik, berøringen af hans velsignende hænder, hans ord om befrielse og helbredelse. Men når de fulgte dette menneske, åbnede disciplene sig samtidig for mødet med Gud. Kristi menneskelige natur, hans ansigt, hans gestik og hans ord manifesterer på synlig måde den usynlige Gud.

I lyset af Jesu realitet kan vi nu vende tilbage til Kirken: når vi ser den på tæt hold, opdager vi en menneskelig dimension, som er skabt af konkrete personer, der af og til viser evangeliets skønhed og andre gange har svært ved det og fejler som alle gør. Alligevel er det netop gennem Kirkens medlemmer og dens begrænsede, jordiske dimension, at Kristi nærvær og hans frelsende handling viser sig. Som Benedikt XVI sagde, er der ingen modsætning mellem evangelium og institution og konkretiseringen af evangeliet i vor tid.  (Tale til biskopperne i Schweiz, 9 novembre 2006). Der eksisterer ikke en ideel og ren Kirke, adskilt fra verden, men kun Kristi eneste Kirke, inkarneret i historien.

I dette består Kirkens hellighed: i den kendsgerning at Kristus bor i den og fortsætter med at hengive sig gennem sine medlemmers lidenhed og skrøbelighed. Ved at meditere over dette evige mirakel, der sker i den, forstår vi “Guds metode”. Han gør sig synlig gennem skabningernes svaghed, idet han fortsætter med at vise sig og handle. Derfor opfordrer pave Frans i Evangelii gaudium alle til at lære “at tage sandalerne af foran den andens hellige jord”     ( Jvf. 2. Mos 3.5, nr. 169). Dette gør os endnu i dag i stand til at bygge Kirken op. Ikke blot ved at organisere dens synlige former, men ved at rejse den åndelige bygning, der er Kristi legeme gennem fællesskabet og den kærlighed, der er mellem os.

Kærlighed skaber til stadighed den Opstandnes nærvær. “ Hvis Gud vil – sagde Sankt Augustin, må alle rette hele deres opmærksomhed mod kærligheden: den alene vinder over alt, og uden den er det hele intet værd; hvor den end befinder sig, drager den alt mod sig”

(Prædikener. 354,6,6).