Dei Verbum 5
Oversættelse: Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
Før katekesen ved generalaudiensen onsdag den 11. februar blev følgende uddrag fra Den hellige Skrift læst op:
“Derfor takker vi også Gud uophørligt. For da I modtog Guds ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror. (1. Thess 2,13)
Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!
I dagens katekese vil vi standse op ved de dybe og vitale bånd, der eksisterer mellem Guds Ord og Kirken – bånd, der kommer til udtryk i den konciliære konstitution Dei Verbum i det sjette kapitel. Kirken er Den hellige Skrifts eget hjem. Under Helligåndens inspiration er Bibelen født af Guds folk, og den er bestemt for Guds folk. I det kristne fællesskab har den så at sige sit habitat: i Kirkens liv og tro finder den det rum, hvor den kan afsløre sin egen betydning og vise sin egen kraft.
Det andet Vatikankoncil minder om, at: “Kirken har altid æret de guddommelige skrifter som den har gjort det med selve Herrens legeme. Især i den hellige liturgi har den aldrig undladt at nære sig ved livets brød fra det bord, der står dækket med Guds Ord og Kristi legeme og at række det til de troende”. “ I øvrigt - “sammen med Den hellige Tradition har Kirken altid betragtet Skrifterne - og gør det fortsat - som den højeste norm for sin egen tro” (Dei Verbum, 21).
Kirken hører aldrig op med at reflektere over De hellige Skrifters dyrebarhed. Efter koncilet var et meget vigtigt øjeblik i den sammenhæng den ordinære samling af Bispesynoden om temaet “Guds Ord i Kirkens liv og mission” i oktober 2008. Pave Benedikt XVI samlede frugterne deraf i den postsynodale exhortation Verbum Domini (30 september 2010), hvor han siger: “ netop den iboende forbindelse mellem Ord og tro gør det evident, at Bibelens autentiske hermeneutik kun kan være i den kirkelige tro, der har Marias “ja” som sit paradigme. […] Kirkens liv er dér, hvor skrifttolkningen opstår“ (n. 29).
I det kirkelige fællesskab finder Skriften altså det område, hvor den skal løse sin særlige opgave og nå sin bestemmelse: gøre Kristus kendt og åbne for dialog med Gud. “Uvidenhed om Skriften er faktisk uvidenhed om Kristus” [1] Dette berømte udtryk fra den hellige Hieronymus minder os om det endelige formål med læsning af og meditation over Skriften: at kende Kristus og gennem Ham komme i forbindelse med Gud, en forbindelse, der kan forstås som en samtale, en dialog. Og konstitutionen Dei Verbum har vist os Åbenbaringen netop som en dialog, hvor Gud taler til menneskene som til sine venner (jvf. DV, 2) og går ind i en samtale med os.
Den Hellige Skrift, der er Kirken betroet og vogtes og udlægges af den, spiller en aktiv rolle: den styrker og støtter nemlig det kristne fællesskab. Alle troende kaldes til at drikke af denne kilde, især ved fejringen af eukaristien og de andre sakramenter. Kærlighed til De hellige Skrifter bør lede dem, der udøver Ordets tjeneste: biskopper, præster, diakoner, kateketer. Dyrebart er eksegeternes arbejde og de, der arbejder med bibelvidenskaberne og Skriftens plads er centrale for teologien, der i Guds Ord finder sit fundament og sin sjæl.
Det, som Kirken ønsker sig brændende, er at Guds Ord kan nå ud til hvert af dens medlemmer og nære dets trosvandring. Men Guds Ord driver også Kirken ud over sig selv; den åbner den vedvarende for den mission, der er rettet mod alle. Vi lever jo omgivet af en stor mængde ord; men hvor er der dog mange af dem, der er tomme! Nogle gange lytter vi også til vise ord, der dog ikke berører vores endelige bestemmelse. Men Guds Ord imødekommer vores tørst efter betydning, efter sandhed i vores liv. Det er det eneste Ord, der altid er nyt: idet det afslører Guds mysterium for os, er det uudtømmeligt; det hører aldrig op med at tilbyde os dets rigdomme.
Kære venner, når man lever i Kirken, lærer man, at Den Hellige Skrift hænger sammen med Jesus Kristus, og man erfarer, at dette er den dybe grund til dens værdi og dens magt. Kristus er Faderens levende Ord, Guds Ord, der er blevet kød. Alle Skrifterne forkynder Hans person og hans tilstedeværelse, der er frelsende for hver enkelt og for alle mennesker. Lad os altså åbne hjerte og sind for at modtage denne gave ligesom Maria, Kirkens Mor gjorde det.
[1] S. Den hellige Hieronymus Comm. in Is., Prol.: PL 24, 17 B.
