Dei Verbum 4

Oversættelse: Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Før katekesen ved generalaudiensen onsdag den 4. februar blev følgende uddrag fra Den hellige Skrift læst op:

Men du, bliv ved det, du har lært og er blevet overbevist om! Du kender dem, du har lært det af, og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.  Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed,

(2.Tim,3,14-16)

Katekese. Dokumenterne fra Det Andet Vatikankoncil. Den dogmatiske konstitution Dei Verbum. Guds ord i menneskeord

Kære brødre og søstre. Goddag og velkommen!

Den konciliære konstitution Dei Verbum, som vi reflekterer over i disse uger, udpeger i Den hellige Skrift, læst i Kirkens levende Tradition, et privilegeret rum, hvor vi kan møde Gud, hvor Han fortsætter med at tale til mænd og kvinder til alle tider, for at de ved at lytte til Ham kan lære Ham at kende og elske Ham. De bibelske tekster er dog ikke skrevet i et himmelsk eller overnaturligt sprog. Som også dagligdagens virkelighed viser os, kan to personer, der taler forskellige sprog, ikke forstå hinanden, de kan ikke gå i dialog med hinanden, de kan ikke etablere en relation. I nogle tilfælde er det at gøre sig forståelig over for den anden en første kærlighedshandling. Af den grund vælger Gud at tale ved at betjene sig af menneskelige sprog, og på den måde har forskellige forfattere inspireret af Helligånden skrevet teksterne i Den Hellige Skrift. Som konciliedokumentet minder os om, er “Guds ord udtrykt med menneskelige sprog blevet til mennesketale som allerede Ordet fra den evige Fader, der tog den menneskelige naturs skrøbeligheder på sig, blev mennesket lig” (DV, 13).  Derfor, ikke blot i sit indhold, men også i sproget afslører Skriften Guds barmhjertige nedstigning til menneskene og Hans længsel efter at komme dem nær.

I løbet af kirkehistorien har man studeret den forbindelse, der er mellem den guddommelige og de menneskelige forfattere til de hellige tekster. I flere århundreder var mange teologer engagerede i at forsvare den guddommelige inspiration til Den hellige Skrift og var lige ved at anse de menneskelige ophavsmænd for blot at være Helligåndens passive instrumenter. I nyere tider har man revurderet forfatterne af de bibelske tekster indtil det punkt hvor koncilsdokumentet taler om Gud som Den hellige Skrifts hovedforfatter, men også kalder de bibelske forfattere for “sande forfattere” til de hellige bøger (jvf.  DV, 11). Som en skarp ekseget observerede i forrige århundrede - “at reducere den menneskelige handling til at være en simpel pennefører er ikke at ære den guddommelige handling” [1] Gud undertrykker aldrig mennesket og dets potentialer!

Hvis altså Skriften er Guds ord på menneskesprog, vil en hvilken som helst nærmere beskæftigelse med Skriften, der forsømmer eller benægter en af disse to dimensioner vise sig at være brudstykkeagtig. Deraf følger, at en korrekt fortolkning af de hellige tekster ikke kan se bort fra den historiske sammenhæng og de litterære former, der er brugt. Ja det er endda sådan, at giver man afkald på at studere de menneskeord, Gud betjente sig af, risikerer man at udarte i fundamentalistiske eller overdrevet åndelige læsninger af Skriften, der forråder dens betydning. Dette princip gælder også for forkyndelsen af Guds Ord. Hvis den mister kontakten med virkeligheden, med menneskenes håb og lidelser, hvis den bruger et uforståeligt sprog, der ikke rigtig formår at kommunikere eller er anakronistisk, så viser den sig at være ineffektiv. Til alle tider er Kirken kaldet til at præsentere Guds ord med et sprog, der kan inkarneres historisk og nå hjerterne. Som Pave Frans mindede om: “hver gang vi forsøger at vende tilbage til kilden og igen få adgang til Evangeliets friskhed, dukker der nye veje op, kreative metoder, andre udtryksformer, mere veltalende tegn, ord der rummer en fornyet betydning for den aktuelle verden”. [2]

Lige så reduktiv er på den anden side en læsning af Skriften, der forsømmer Skriftens guddommelige oprindelse og ender med at forstå den som ren menneskelig undervisning -  som noget, der simpelthen blot skal forstås ud fra et teknisk synspunkt som “blot en tekst fra fortiden” [3] .Skriften vil snarere, især når den siges i liturgiens kontekst, tale til de troende i dag, berøre det liv, de lever her og nu med dets problemstillinger, oplyse de skridt, der skal tages og de beslutninger, der skal foretages. Dette bliver kun muligt, når den troende læser og fortolker de hellige skrifter under ledelse af den samme Ånd, som har inspireret dem (jvf. DV, 12).

I denne forstand tjener Skriften til at nære de troendes liv og kærlighed som Den hellige Augustin minder os om: “Enhver der tror at have forstået de guddommelige Skrifter […], hvis han ud fra en sådan forståelse ikke kan opbygge en kærlighed både til Gud og til næsten, har han endnu ikke forstået dem” [4] Skriftens guddommelige oprindelse minder også om, at evangeliet, der er  betroet til de døbtes vidnesbyrd, overskrider alle livets og virkelighedens aspekter, selv om det favner dem: man kan ikke reducere det til blot et filantropisk eller socialt budskab; men det er den glade forkyndelse af livet i hele dets fylde og evighed som Gud har givet os i Jesus.

Kære brødre og søstre lad os takke Herren, fordi han i sin godhed ikke lader vores liv mangle den væsentlige næring fra Hans Ord og lad os bede om, at vores ord og endnu mere vores liv ikke formørker den Guds kærlighed, som de er fortalt i.

[1] L. Alonso Schökel, La parola ispirata. La Bibbia alla luce della scienza del linguaggio, Brescia 1987, 70.

[2] Francesco, apostolisk exhortation Evangelii gaudium (24 novembre 2013), 11.

[3] Benedikt XVI, postsynodal apostolisk exhortation  Verbum Domini (30 settembre 2010), 35.

[4] Den hellige Augustin, De doctrina christiana I, 36, 40.