Leo XIV: Gud søger venskab med os
Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Ved generalaudiensen onsdag kom Leo XIV med en refleksion over konstitutionen “Dei Verbum” fra Det Andet Vatikankoncil. Han forklarede, at Gud “gør os til Hans børn og kalder os til at blive Ham lig, selv i vor skrøbelige menneskelighed”. Han inviterede til at dyrke venskabet med Gud ved at lytte til Hans ord med bøn - liturgisk, fælles og personlig. I enhver kristens liv må der ikke mangle tid til meditation og refleksion.
Herunder følger katekesen ved generalaudiensen onsdag den 14. januar i oversættelse:
Katekese. Dokumenterne fra Det Andet Vatikankoncil. Den dogmatiske konstitution Dei Verbum. 1. Taler til menneskene som til venner.
Kære brødre og søstre, goddag og velkommen
Vi er begyndt på vores række af katekeser om Det Andet Vatikankoncil. I dag begynder vi med at uddybe den dogmatiske konstitution Dei Verbum om den guddommelige åbenbaring. Det drejer sig om et af de smukkeste og vigtigste dokumenter fra koncilet, og det kan hjælpe os som en introduktion til at mindes Jesu ord: “Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer”. (Jvf. Joh 15,15) Dette er et grundlæggende punkt i den kristne tro, som Dei Verbum minder os om: Jesus Kristus forandrer radikalt menneskets forhold til Gud; fra nu af og fremover vil det være en venskabsrelation. Derfor er kærlighed den eneste betingelse for den nye alliance.
I en kommentar til denne passage fra det fjerde evangelium insisterer den hellige Augustin på det nådens perspektiv, der kan gøre os til Guds venner i Hans Søn (Kommentar til Johannesevangeliet, prædiken 86). Faktisk var der en gammel talemåde, der sagde: “Amicitia aut pares invenit, aut facit”, “venskab fødes mellem ligemænd eller gør dem til det”. Vi er ikke lig Gud; men Gud selv gør os lig Ham i sin Søn.
Der er derfor, som vi kan se i hele Skriften, i Pagten et første øjebliks afstand i og med at Pagten mellem Gud og menneske altid forbliver asymmetrisk: Gud er Gud og vi er skabninger; men med Sønnens komme i kød og blod som menneske åbnes Pagten mod sin endelige bestemmelse: I Jesus gør Gud os til sine børn og kalder os til at blive Ham lig i vores menneskelighed, selv om den er skrøbelig. Vores lighed med Gud nås ikke gennem overtrædelse og synd, som slangen foreslår Eva (jvf. 1. Mos 3,5), men i forholdet til Sønnen, der blev menneske. Herren Jesu ord som vi lige har nævnt: “Jeg har kaldt jer venner” er netop taget fra konstitutionen Dei Verbum, der siger: “med denne afsløring taler den usynlige Gud( jvf. Kol 1,15 og 1.Tim 1,17) i sin store kærlighed til menneskene som til sine venner (jvf. Es 22,11, Joh 15,14-15) og taler med dem (jvf. Bar 3,38), for at invitere dem og lade dem få del i sit fællesskab” (nr. 2) Gud talte allerede i 1. Mosebog med vore forfædre og havde samtale med dem (jvf. Dei Verbum, 3); og da denne dialog afbrydes, holder Skaberen ikke op med at søge mødet med sine skabninger og med fra gang til gang at skabe en pagt med dem. I den kristne Åbenbaring, når Gud for at møde os bliver til kød i Hans Søns skikkelse, genoptages den dialog, der var blevet afbrudt på definitiv vis: alliancen er ny og evig, intet kan mere adskille os fra Hans kærlighed, og som det sker i erfaringen om menneskeligt venskab tåler det ikke stumhed, men næres ved udveksling af sande ord.
Konstitutionen Dei Verbum minder os også om dette: Gud taler til os. Det er vigtigt at opfange forskellen mellem ord og snak: det sidste standser på overfladen og gør ikke et fællesskab mellem mennesker til virkelighed, mens ordet i autentiske relationer ikke blot tjener til, at man udveksler informationer og nyheder, men til at afsløre, hvem vi er. Ordet ejer en afslørende dimension, der skaber en relation med den anden. Ved således at tale til os afslører Gud sig selv som Allieret, der inviterer os til venskab med sig selv.
I et sådant perspektiv er den første holdning, der skal dyrkes, den at lytte, for at det guddommelige ord kan gennemtrænge vores tanker og hjerter; på samme tid er vi kaldede til at tale med Gud, ikke for at sige til Ham det, Han allerede ved, men for at afsløre os over for os selv.
Heraf kommer bønnens nødvendighed, hvor vi kaldes til at leve og dyrke venskabet med Herren. Dette bliver først og fremmest til virkelighed i den liturgiske og fælles bøn. Hvor det ikke er os, der beslutter, hvad vi skal lytte til af Guds ord, men hvor det er Ham selv, der taler til os gennem Kirken; derudover fuldføres det i den personlige bøn, der sker i hjertet og i sindet. I løbet af den kristnes dag og i ugens løb kan der ikke mangle tid, der er helliget bøn, meditation og refleksion. Kun når vi taler med, kan vi også tale om Ham.
Vores erfaring siger os, at venskaber kan slutte med en tydelig gestus, der signalerer brud eller gennem en række daglige svigt i opmærksomhed, der splitter forbindelsen indtil den mistes. Hvis Jesus kalder os til at være venner, så lad os forsøge ikke at overhøre denne appel. Lad os tage imod den, lad os pleje denne relation og vi vil opdage, at netop venskab med Gud er vores frelse.
