Katekese ved generalaudiensen onsdag

Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Før katekesen blev følgende tekst læst:

Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer.  Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. (Joh 14, 25-26)

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!!

Mens vi fortsætter med læsningen af konciliets konstitution Dei Verbum om den guddommelige åbenbaring, reflekterer vi i dag over forbindelsen mellem Den hellige Skrift og Traditionen. Som baggrund kan vi tage to scener fra evangeliet. I den første, der foregår i nadversalen, siger Jesus i sin store tale, der er som et testamente, til disciplene: “Jeg har sagt jer disse ting, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.  […] Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. “ (Joh 14,25-26; 16,13).

Den anden scene fører os i stedet op på Galilæas bakker. Den opstandne Jesus viser sig for disciplene, der er overraskede og tvivlende, og giver dem en opgave: “ Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple […] idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. “ (Matt 28, 19-20). I begge disse scener er det tydeligt, at der er en intim forbindelse mellem det ord, Jesus udtalte og udbredelsen af det i århundredernes løb. 

Det er det,  Det Andet Vatikankoncil siger ved at gribe til et udtryksfuldt billede: “Den hellige Skrift og den hellige Tradition er tæt forbundne med hinanden og hænger sammen. For begge udspringer af den samme guddommelige kilde: de former på en vis måde et hele og arbejder hen mod det samme mål “ (Dei Verbum, 9). Den kirkelige tradition forgrenes gennem historiens løb ud gennem Kirken, der vogter over den, fortolker den, inkarnerer Guds Ord. Den katolske kirkes katekismus (jvf. n. 113) henviser i denne henseende til et motto fra kirkefædrene: “ Den hellige Skrift er indskrevet i Kirkens hjerte, før den er nedskrevet på pergament” - dvs. i den hellige tekst.

I kølvandet på disse Kristi ord, som vi har citeret ovenfor, siger koncilet, at “ Traditionen af apostolisk oprindelse går fremad i Kirken med Helligåndens hjælp” (DV, 8). Dette sker med den fulde forståelse gennem “de troendes refleksion og studier”, gennem den erfaring der fødes af “en dybere forståelse af de åndelige ting” og især med den forkyndelse fra apostlenes efterfølgere, der har modtaget “en nådegave som er sikker i sin sandhed”. Sammenfattende: “ Kirken gør  i sin lære, i sit liv og i sin kult alt hvad den tror evigt og videregiver det til alle generationer.” (ibid.).

 I den sammenhæng er den hellige Gregor den Stores udtryk berømt: “Den hellige Skrift vokser med dem, der læser den”  [1] og allerede den hellige Augustin havde sagt, at “ Et eneste er det Guds ord, der udvikler sig i hele Skriften, og et eneste er det Ord, der genlyder i mange helgeners mund”. [2] Guds Ord er altså ikke et fossil, men en levende og organisk virkelighed, der udvikler sig og vokser i Traditionen. Takket være Helligånden forstår Traditionen den i hele sin sandheds rigdom og inkarnerer den under skiftende forhold i historien.

Udtryksfuldt er i denne forbindelse det, som den hellige kirkedoktor John henry Newman foreslog i sit værk med titlen Den kristne læres udvikling. Og han hævdede, at kristendommen både som fælles erfaring og som doktrin er en dynamisk virkelighed, på den måde Jesus selv viser det med lignelserne om frøet (jvf. Mark 4,26-29): en levende virkelighed der udvikler sig takket være en indre, vital kraft. [3]

Apostlen Paulus opfordrer flere gange sin discipel og medarbejder: “Timotheus, bevar den skat, der er blevet dig betroet” (1Tm 6,20; jvf. 2Tm 1,12.14). Den dogmatiske konstitution  Dei Verbum  er et ekko af denne paulinske tekst der, hvor den siger: “Den hellige Tradition og Den hellige Skrift er en fælles, hellig  skat af Guds Ord, der er betroet Kirken” Den er blevet fortolket af “Kirkens levende læreembede, hvis autoritet udøves i Jesu Kristi navn” (n. 10). “Skat” er en term, der med sit oprindelige præg er af en juridisk karakter og pålægger den, der har skatten, pligten til at bevare indholdet, der i dette tilfælde er troen og til at videreføre den intakt.

Den “skat”, som Guds Ord rummer, ligger også i dag i Kirkens og i alle troendes hænder i de forskellige kirkelige tjenester. Vi bør fortsætte med at vogte over dens integritet som en stjerne, der lyser over vores vandring i historiens og livets kompleksitet.

Lad os som konklusion, kære venner, endnu en gang lytte til  Verbum, der lovpriser sammenfletningen mellem den Hellige Skrift og Traditionen; de – siger den – er i den grad forbundne og sammenføjede, så de ikke kan bestå uafhængigt af hinanden -  og sammen - på deres egen måde - under den samme Helligånds handling bidrager de effektivt til sjælenes frelse (jvf. n. 10).

1]  Homiliae in Ezechielem I, VII, 8: PL 76, 843D.

[2]  Enarrationes in Psalmos 103, IV, 1

[3] Cfr. J.H. Newman, Lo sviluppo della dottrina cristiana, Milano 2003, p. 104.