Fejringen af Ansgaråret skudt flot i gang
Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Fejringen af 1200-året for Ansgars komme til Danmark begyndte lørdag den 24. på smukkest tænkelige vis i Vor Frue Kirke, Københavns protestantiske domkirke.
Vatikanets statssekretær, Pietro Parolin, var i anledning af jubilæet i København og stod sammen med Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift, i spidsen for en økumenisk vesperfejring i en fyldt domkirke. Til stede var bl.a. også biskop Marianne Christiansen fra Ribe Stift og biskop Henrik Stubkjær fra Viborg Stift. Fejringen fandt sted ved slutningen af bedeugen for de kristnes enhed og sendte et stærkt signal om, at vi i Danmark økumenisk set er kommet et godt stykke længere siden Johannes Paul II s besøg i Danmark i 19.
Parolin udtrykte i sin prædiken taknemmelighed over dette fælles luthersk-katolske initiativ, der gjorde det muligt at samles for at bede, vidne og lytte sammen. Med udgangspunkt i Paulus' brev til Efeserne: “Der er ét legeme og én ånd, ligesom I jo også blev kaldet til ét håb” (Ef 4,4) talte han om alt det, vi allerede nu har til fælles. Allerede nu kan katolikker og protestanter samles som lemmer på samme Kristi legeme i taknemmelighed over evangeliet og i bevidstheden om, at jo mere lydige vi er over for Ham, jo mere er vi forenede.
“Det kristne håb er ikke baseret på det, vi allerede ser eller fuldt ud forstår, men på en tillidsfuld åbenhed over for Guds trofasthed og opfyldelsen af Hans løfter. Det opfordrer os til at se mod fremtiden med mod og leve i tillidsfuld forventning, sikre på at Gud opfylder det, han har lovet”, sagde Parolin.
Lydighed og trofasthed over for Jesus bringer os tættere på enheden, var essensen i Parolins prædiken.
Københavns biskop, Peter Skov- Jakobsen, udtrykte forsigtig optimisme i sin prædiken. Vi har trods alt lært meget af det 20. århundrede med Gulag, Auschwitz og to frygtelige verdenskrige. De har lært os noget om, hvordan autoritære regimer fungerer og at transparens er vigtig, hvis man ønsker at skabe holdbare løsninger, men først og fremmest, at had kun skaber mere had.
Men her stopper så også min optimisme, for mit håb kommer fra et andet sted, Kristi fødsel og Hans Opstandelse, sagde biskoppen.
Fejringerne i Københavns Domkirke lørdag og i Sankt Ansgars Kirke i Bredgade søndag vil i løbet af 2026 blive fulgt op af en hel stribe af økumeniske aktiviteter i Danmark og Schleswig Holstein.
Herom senere.
