Sök

Demonstranter beder foran U.S.A.´s højesteret. Demonstranter beder foran U.S.A.´s højesteret.  (2020 Getty Images)

Mange amerikanske katolikker falder fra i 30-års alderen

Det viser ny rapport fra Pew Research

Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

“Why Do Some Americans Leave Their Religion While Others Stay?" (Hvorfor forlader nogle amerikanere deres religion, mens andre holder fast ved den?) Det er overskriften på en rapport, den amerikanske tænketank Pew Research udgav den 15. december. Rapportens anliggende er at kortlægge bevægelserne i det religiøse landskab i U.S.A. Den viser, at yngre amerikanere er blevet mere troløse over for den religion, de voksede op med. Omkring 35% af de voksne amerikanere har forladt den tro, de voksede op med; men de fleste (56%) identificerer sig dog stadig med deres barndomstro. Omkring 9% blev ikke opdraget i en religion og har heller ikke en i dag.

Frafaldet sker i 30-års alderen

Samtidig viser undersøgelsen også, at de amerikanere, der forlader deres barndoms tro, gør det i 30-års alderen. 20 % af de voksne amerikanere har forladt deres barndomstro og har nu ikke længere en religion, mens 10 % nu har tilsluttet sig en anden, 3 % havde ingen religion som børn, men har nu tilsluttet sig en religion, mens 2 % ikke har svaret på spørgsmålet, fastslår undersøgelsen.

Rapporten undersøger også årsagerne til, at mange stadig identificerer sig med deres barndoms tro, mens andre har besluttet sig til at forlade den. Her støtter man sig til tænketankens tidligere studie fra 2023-2024 og en opfølgende undersøgelse foretaget i maj i år. Hovedårsagerne til at bevare sin barndomstro er flg.: tro på at religionens lære er sand (64%), at religionen opfylder ens spirituelle behov (61%) og at religionen giver mening i livet (56%). Andre årsager kan være en følelse af fællesskab (44%), velkendthed (39%), traditioner (32%). Disse grunde angives som ekstremt eller meget vigtige årsager til, at man holder fast ved den tro, man er opvokset med.  

Forskelle mellem protestanter og katolikker

Undersøgelsen fastslår også, at der er forskelle dels mellem, hvor trofaste protestanter og katolikker er over for deres barndomstro, dels hvad de lægger vægt på som grund til at fastholde barndomstroen. Af protestanterne angiver 70 % troen på deres kirkes lære som en hovedårsag til, at de er protestanter i dag. Troen giver deres liv retning og mening.

Blandt katolikkerne siger 54 %, at de er katolikker, fordi dette opfylder deres åndelige behov. 53% angiver fast tro på katolsk lære som grund til, at de fastholder engagementet, og 47 % siger, det giver deres liv mening.

Hvorfor forlader folk organiseret religion?

Som de hyppigste grunde til at forlade barndomstroen angives flg.: Tab af tro på religionens lære, svindende tro på religionens vigtighed og gradvis fremmedgørelse over for religionen.

Et af undersøgelsens resultater er også, at der bliver flere og flere amerikanere, der betragter sig som ateister, agnostikere eller “ikke noget særligt”.  Ofte kaldes denne kategori “nones”.  Vigtige udsagn fra gruppen, der ikke længere bekender sig til en religion, er: man kan godt bygge sit liv på et moralsk fundament uden at være religiøs (78%), man sætter spørgsmålstegn ved meget af religionens lære 64%), man behøver ikke religion for at være åndelig (64%), mistro til de religiøse ledere (49%). Gode minder og regelmæssig religiøs praksis spiller omvendt en væsentlig rolle for at holde fast ved troen, viser rapporten.

Hvilken rolle spiller politisk tilhørsforhold og alder?

Politiske sympatier og alder spiller også en rolle i trofastheden over for barndomstroen. Undersøgelsen viser, at 73% af republikanerne stadig identificerer sig med den religion, de blev opdraget i, mens dette kun er tilfældet for 56 % af demokraterne.

Af amerikanere på 65 år eller mere identificerer 74% sig med den religion, de blev opdraget i, mens voksne under 30 er betydelig mere troløse. Her er dette kun tilfældet for 55 %.

Undersøgelsen viser også ret store forskelle i amerikanernes fortsatte opbakning til deres barndomstro. De mest trofaste er hinduer (82%), muslimer (77%) og jøder (76%).

Meget lavere fastholdelse er der blandt katolikker (57%), de sidste dages hellige (54%) og buddhister (45%). Af folk opdraget uden tro har 73% ikke fundet en ny tro som voksne.

14 % af dem, der blev opdraget som katolikker, er nu protestanter. Det svarer til 4 % af Amerikas voksne befolkning. 13% af de voksne amerikanere er tidligere katolikker. Lidt over halvdelen (52%) af tidligere katolikker, der nu er protestanter, fandt, i flg. undersøgelsen, at deres åndelige behov blev bedre dækket i en protestantisk kirke.

14% af de voksne amerikanere er tidligere protestanter, der er blevet opdraget protestantisk, men ikke mere identificerer sig som protestanter. Af dem tilhører 10% ikke længere et religiøst samfund, 1% identificerer sig som katolikker og 2 % identificerer sig nu med en anden religion.

Tab af troen angives af 46% af de tidligere katolikker som afgørende for deres beslutning om at forlade Kirken. Andre grunde angives som skandaler med religiøse ledere (39%) og utilfredshed med Kirkens lære (37%), at Kirken ikke oplevedes som relevant (36%) eller ikke imødekom åndelige behov (36 %).

Lidt over en fjerdedel (27%) - var utilfredse med Kirkens kvindesyn eller så katolsk tro som forældet. Tidligere katolikker, der nu er religionsløse, udgør omkring 7 % af U.S.A.´s befolkning. Majoriteten af dem (omkring 81 %) angiver, de kan leve et liv med en fast moral uden at støtte sig til kirkens morallære. Andre (67%) sætter spørgsmålstegn ved kirkens lære eller mistror religiøse ledere (52%).

22 december 2025, 09:04